Jeg skulle nok lade være med at kommentere på denne anmeldelse af Anne-Louise Bosmans' Vi er amøber på Senturas hjemmeside, men jeg kan altså ikke lade være. Jeg undskylder på forhånd, hvis dette bliver klodset, men jeg er rasende og harm. Anmeldelsen er så ekstremt skudt forbi i mine øjne - ja, jeg mener godt, at jeg kan udtale mig, selvom jeg har været med til at udgive digtsamlingen på Anblik. Det, der står, er så famlende og idiosynkratisk, jammerligt lægmandsagtigt simpelthen, at det er helt utroligt. Hvem får noget ud af Sentura, andre end de anmelderwannabees, som får lov til at skrive der? Anmeldelsen er fuldstændig sjasket og inkompetent skrevet og læst - respektløs i forhold til den forfatter, som udsættes for ævl. Der er ingen professionelle standarder på Sentura, kun personlige, og de er lave!
Anmeldelsen indledes:
"Jeg ville have skrevet om den for længst, men bogens tekster efterlod mig hver gang med en træthed, som allerede satte ind ved synet af forsideillustrationen, et gråtoneportræt i halvprofil af en kronraget kvinde med nedadvendte mundvige og værktitlen trykt på en mærkat, der skjuler hendes blik." (...) "En forsideillustration, som for mig at se, signalerer noget i retning af ”jeg er autonom og imod!”"
- Ja, så er niveauet lagt, må man sige!" (I øvrigt er den såkaldt autonome kvinde vist en mand, men det er ligegyldigt her. Det er fordommen, som "læsningen" bygges på, jeg er ude efter). Man gider jo ikke sende bøger til anmeldelse et sted, som på den måde sjofler med metieren, og så vidt jeg ved, sender Anblik efterhånden heldigvis kun bøger til Sentura på opfordring, altså hvis de spørger, om vi vil sende. Jeg håber, at Anblik fra nu af helt vil boykotte Sentura - jeg mener ikke, vi skal få bøger anmeldt der overhovedet. Vi skal heller ikke referere til anmeldelser, der er skrevet der - det er for pinligt og useriøst at have med gøre.
Nogle gange drømmer jeg om, at alternative offentligheder til dagspressen vil opstå på nettet - på blogs og sites, hvor engagerede forfattere, kritikere, litterater og litteraturinteresserede diskuterer og kritiserer bøger og begivenheder relateret til den i øvrigt ret så levende samtidslitteratur, vi har herhjemme, men når jeg kigger forbi Sentura og ser sådan en anmeldelse, som Bosmans har fået, bliver jeg modløs og kulturpessimistisk ad helvede til. Så tænker jeg næsten: Hvorfor gider du overhovedet? Spilder vi ikke vores tid?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
ja hvad helvede sker der
SvarSletjf. også http://rasmusgraff.wordpress.com/2009/10/15/godmorgen/
goddag, adorno
Åh, ja, det havde jeg helt glemt - tak for reminderen. Same shit, ufatteligt!
SvarSletMan bør ikke lade sig ryste af cand.magere (13 på dusinet) som Tina Charlotte Møller.
SvarSletNår jeg støder på den slags, tager jeg Senecas "Om vrede. Om mildhed. Om sindsro." ned fra hylden (den er godt slidt efterhånden).
Når jeg har læst lidt i den, er de 13 på dusinet ude af mit sind. Men Bosmans digtsamling står stolt og uanfægtet og stråler på min reol.
Tak for tippet, Erik (-: Jeg er allerede lidt formildet. Men måske hjalp det også at komme af med damp. Der skal skræppes af sjask, når man orker, ellers bliver man kageagtig blød, og sød og klæg, er jeg bange for.
SvarSletTør øjnene, kære forfatterskolefolk.
SvarSletI skal da være glade for, at der faktisk er nogen som interesserer sig for den smalle litteratur. Også selvom vi er cand. mag.'er.
Og der er jo ingen der siger, at vi alle skal falde bukdahlsk omkuld i barnlig jubel, hver gang der kommer et nyt produkt fra forfatterskolen. Anmeldelser er og bliver en subjektiv sportsgren.
Mange hilsner fra nummer 13.
MBJ:
SvarSletProblemet er jo ikke at bogen bliver negativt anmeldt, men at den bliver dårligt anmeldt (dårligt læst). Så vidt jeg kan se, står der ikke noget i de foregående indlæg/kommentarer om at anmelderne kun skal anmelde bøgerne postivt, men snarere at det bare ville være rart med mere kvalificerede læsninger. At anmeldelser skulle være en "subjektiv sportsgren" er vel ikke ensbetydende med at de behøver at være af så ringe kvalitet?
@MBJ
SvarSletJeg har intet imod cand.mag'ere., det ville være langt ude, hvis jeg skulle have noget i klemme der. Og det her har intet med Forfatterskolen at gøre - lad os nu ikke gå ind i den kliché. Det handler vel heller ikke om smal litteratur.
Det her handler om, at Sentura har inkompetente anmeldere. Og at det ikke er fair over for de bøger, der anmeldes på Sentura. Og så - i min optik - at man skulle boykotte Sentura af samme grund.
Ps. Jo, det er da dejligt, at nogen interesserer sig for smal litteratur (skal vi ikke bare sige litteratur - hvad skal vi bruge smal og bred-sondringen til? - Hvordan sondrer vi?), men interesse alene burde måske ikke give licens til at anmelde på et sted som Sentura. Nysgerrighed, kritisk sensibilitet, orientering i litteraturen og gode læseevner ville være fine forudsætninger, synes jeg.
ZmagZdommeren, du fik overhalet mig indenom - samme tanke (-:
SvarSletInteresse alene burde måske ikke give licens til at anmelde på et sted som Sentura... Prøv et øjeblik at se på redaktøren derinde. Hvordan har han fået licens til at være redaktør?
SvarSletSentura er beviseligt et sted, hvor venner bestiller anmeldelser af venner. Man behøver blot at lave en målrettet google-søgning for at finde taksigelserne i kommentarfelterne...
Personligt har jeg en god ven (og jeg siger ikke hans navn), der i en kort periode anmeldte på Sentura, men valgte at forlade skuden, fordi redaktøren prøvede at styre hans anmeldelser. Et eksempel: En negativ anmeldelse for håbløst sprog og kliché-agtig handling skulle gøres til en positiv, mente redaktøren, under henvisning til, at når der var tale om en bestseller kunne den da ikke være så dårlig. Så han fik sin negative anmeldelse tilbage i hovedet og blev bedt om "at rette ind", som en skoleinspektør ville have formuleret det.
Derfor forstår jeg ikke rigtigt sætningen, der slutter med "et sted som Sentura"... Hvilket sted? Hvad er det, der ligger implicit, her? Hvordan har Sentura opnået autoritet? Hvad er historien bag?
Hej Mads
SvarSletDrømmen om alternative (litteratur-)offentligheder til dagspressen er jeg med på. Lad mig i denne forbindelse dog anføre at vi på Standart siden sommerens relancering har forsøgt at holde fanen højt for den specifikt litterære formidling. Forsøg gør det selvfølgelig ikke alene, men det vil ikke desto mindre være ærgerligt at overse de mere taktile engagementer der faktisk findes – blogosfæren uantastet.
Alt godt,
Og så har vi sørme også skrevet et manifest...:
SvarSlethttp://dethvidec.blogspot.com/2010/01/apropos-manifester.html
Jeg har skrevet en relateret kommentar i forbindelse med indlægget om anmelderpolitiet på min blog: http://martinjm.blogspot.com/2010/01/anmelderpolitiet-slar-hardt-ned-pa.html
SvarSlet"Det, der står, er så famlende og idiosynkratisk, jammerligt lægmandsagtigt simpelthen, at det er helt utroligt."
SvarSletSå vidt jeg kan forstå er det, du har imod anmeldelsen, at den ikke læser teksten grundigt og kompetent nok - er det rigtigt?
Skal en anmeldelse det?
Jeg synes den var god, fordi den gav mig en ide om, hvorvidt jeg selv havde lyst til at læse bogen - netop fordi den gav udtryk for et indtryk i stedet for at gå ind i en tolkning, der enten egner sig mere til en universitetsopgave, eller som er så kvalificeret at jeg skal have læst bogen for at følge med. Jeg vil læse bogen, hvis der er en god chance for at jeg vil nyde den, og det virker som om det (også) er det, du mener er 'jammerligt lægmandsagtigt', siden det er det formål, anmeldelsen henvender sig til?
@Vibeke - Om Sentura er et rygklappersite for venner - det ved jeg ikke noget om, jeg kan ikke fremholde beviserne i hvert fald (-: Når jeg skriver "et sted som Sentura" er det udelukkende en henvisning til et site på nettet, hvor der anmeldes litteratur - der er slet ikke lagt forventninger eller vurderinger i den vending. Jeg er dog naturligvis enig med dig - Sentura er ikke værd at bruge megen tid på, men jeg hæfter mig alligevel ved, at Sentura modtager tidsskriftstøtte (og hjemmesiden har oprindeligt modtaget Carlsbergs Idélegat) - det peger på, at stedet BURDE eller KUNNE tage litteraturen alvorligt. Jeg har da også faktisk flere gange med nysgerrighed læst Stefan Kjerkegaards anmeldelser der - når han ikke er lummer og kæk (-: - og Sentura-klummerne, skrevet af etablerede forfattere, kunne også pege på, at Sentura gerne vil eller kunne tages alvorligt, hvis der var noget at komme efter. Der er der bare sjældent.
SvarSlet@Jonathan - Det er godt at se, at Standart har forsøgt at hæve niveauet. Det, synes jeg, er lykkedes til en vis grad, i hvert fald på essaysiden, temadelen har altid været ok i mine øjne. Til gengæld er Standart stadig for ujævnt mht. anmeldelser, og jeg mener, at I har det samme problem som Sentura - I giver spalteplads til for mange, som simpelthen ikke er gode nok til at skrive om litteratur, i hvert fald ikke til at skrive kritisk. Det ville være fedt at se en skærpet profil der også. Jeg ved, at det er et helvede at finde kvalificerede skribenter, og jeg fornemmer måske på dig, at I selv er lidt klar over, at anmeldelsesdelen halter. Måske læser jeg noget ind i din kommentar, som du ikke mener?
@Cecilie - Ja, jeg har det imod anmeldelsen, at anmelderen er fordomsfuld og meget slap i sin læsning (indtrykket er i øvrigt rodet og tonen er lettere rindalistisk) - og derfor urimelig imod den bog, som anmeldes. Det er sjasket og inkompetent, synes jeg. Og respektløst i forhold til det arbejde, der er lagt i at skrive bogen. Jeg forstår ikke, hvordan du kan få lyst til at læse bogen efter at have læst den anmeldelse.
@Martin - Der kommer ingen repressalier fra mig, bare rolig - hverken knippelsuppe, benlås eller præventiv arrestation siddende på kold asfalt.
SvarSletJeg har bare haft lyst til at banke i bordet. Eller lyst er så meget sagt, jeg har ikke kunnet lade være. Hvis man læser nok sjask, ophober frustrationen sig, og så må man lukke dampen ud. Der sker jo ikke noget - intet ændrer sig - hvis man ikke reagerer. Ingen anfægtes, alt forbliver ukritisk og tempereret tolerabelt, hvis ikke man prøver at råbe lidt op, når man synes, at tingene er for tilfredse og ringe. Måske har jeg råbt lidt skingert, det ved jeg ikke - men det er jo ikke personlige angreb (eller overfald), de går udelukkende på noget professionelt (eller mangel på samme). Jeg kan ikke se, hvorfor der skulle være grund til fordragelighed - hvorfor skal jeg finde mig i at læse sådan noget sludder? Hvorfor finde sig i, at noget, man har arbejdet engageret og nuanceret med over lang tid, bliver modtaget respektløst og slapt og inkompetent - den anmeldelse er lavet med venstre hånd og hovedet slået fra. Det er jo bare forkert. Der er for megen amatørisme, for megen jovialitet og onkelagtig nedladenhed i for mange anmeldelser herhjemme for tiden, og den var dråben. Ja, det gælder også i dagbladene - det kan vi være enige om. Lad os da tage litteraturen skide alvorligt og sætte nogle højere standarder. Der er ikke grund til at være bange for rabalder. Der mangler da lige præcis noget kant.
Lige for at afklare min kommentar, for den er blevet misforstået en smule. Sentura er ikke et rygklappersite, men tidsskriftet er ikke særligt skarpt redigeret, når det kommer til anmeldelserne. Derfor kan det lade sig gøre at praktisere åbenlys rygklapperi, for anmeldere med lav moral. Nej, jeg vil ikke hænge nogen ud med navns nævnelse, men blot henvise til, at man kan finde Senturas vennetjenester, hvis man kigger sig lidt omkring i blogland. Det burde en redaktør også gøre en gang imellem.
SvarSletNoget andet er, at offentlig støtte til tidsskrifter ikke nødvendigvis er det samme som en anerkendelse af, at her har vi fin og høj standard. Nogle gange tildeles støtte til en god idé, hvis resultat måske i sidste ende desværre viser sig at blive halvbagt. Eller støtten tildeles med mangfoldighed og bredde i den kulturelle aktivitet som kriterium (fx hos styrelsen for bibliotek og medier). Det er fint med mig, men jeg hører nok heller ikke til typen, der mener at en tyk tegnebog er et kvalitetsstempel. Der skal andet og mere til.
@Mads
SvarSletJeg skrev ikke noget om hvorvidt jeg havde lyst til at læse bogen. Vil du ikke svare på, hvorvidt det også er 'jammerligt lægmandsagtigt' gerne at ville vide, *om* jeg ville nyde bogen? Med andre ord, er nydelse bare for lavt og pøbel-agtigt til dig? Hvis mit indtryk, efter jeg har læst en bog så grundigt som anmelderen har gjort (og jeg siger ikke at det er grundigt, henviser bare til graden af grundighed), er dårligt, vil det ikke blive bedre af at jeg bruger længere tid på tolkningen. Jeg vil måske indse at jeg har misforstået nogle pointer, men bogen vil stadig bare ikke inspirere nydelse. Så hvad synes du, en anmeldelse skal gøre? Er opgaven slet ikke at give læseren en ide om, hvilket indtryk bogen giver? Bare at tolke, og tolke grundigt? Eller er det blot det *vigtigste* i en anmeldelse, at den når frem til den korrekte tolkning?
Og hvad med bogen i sig selv - er der slet ingen forpligtelse fra forfatterens (og forlagets) side til at sørge for at førstehåndsindtrykket er godt, og at fordommene ikke ligefrem fremelskes f.eks. af forsiden? (Hvis svaret er nej, tvivler jeg på at du overhovedet ønsker at bogen skal blive læst, undtagen måske af danskstuderende...)
Jeg er i øvrigt dybt uenig i det, du skriver til Martin - ja, der mangler noget kant i den generelle forholden sig til litteraturen, men det er da lige præcis fordi branchen er så fyldt med prinsessefornærmelse og (internet)råberi frem for en egentlig forholden sig til litteraturen - og evnen til at acceptere, hvis en anmelder bare har fået røde knopper af en bog, man har været med til at udgive.
@Cecilie
SvarSletMen hvis karakteristikken er sjasket og hvis anmelderen bruger tid på alt muligt udenomsværk og sine egne fordomme, så kan du jo faktisk ikke vurdere om du kan lide bogen eller ej. Faktisk kan du ikke vurdere det, medmindre anmelderen er i stand til at sætte præcise ord på sin oplevelse af bogen. Hvis anmelderen ikke er i stand til at karakterisere stil og tonefald og oplevelse, så ender man med blindt at måtte stole på, at ens egen smagsløg er identiske med deres. Og det er ikke så fedt.
Måske kræver den slags ikke "tolkning" eller "analyse", sådan som det bliver lært på universiteterne. Men det kræver altså, at anmelderen gider at tænke over det, han eller hun læser. Og over sine reaktioner på det. De røde knopper skal jo også forstås og beskrives med en vis præcision.
Viljen til at tænke og engagement i det man skriver om er vel ikke akademiske, nåja, laster.
@Cecilie
SvarSletNydelse er ikke for lavt til mig, men jeg synes, det er et mærkeligt ord at bruge om at læse en bog. "Jeg læste bogen med nydelse" - det lyder lidt mærkeligt, hvis man forestillede sig det sagt; lidt feel good-agtigt, jeg kommer til at tænke på badeserier og møbler eller sådan noget. Vi kunne måske snakke om, at en bog kunne være interessant - jeg ved ikke, om du kan følge mig? Jeg har svært ved at følge din modssætning mellem nydelse og tolkning i hvert fald. Du misforstår mig, hvis du fornemmer, at jeg gerne vil have anmeldelser til at tolke. Det kan et kritisk essay eller en akademisk opgave gøre, men jeg mener til gengæld, at en anmeldelse gerne skal karakterisere det værk, der skrives om. Det kræver en simpel analyse, en holden rede på bogens tematik, spor etc - disse ting bør fremgå af anmeldelsen, ellers bliver den bare en privat note, og det, synes jeg ikke, er interessant. Anmeldelser SKAL ikke være svære at læse, det mener jeg ikke, men de må gerne være præcise og gennemtænkte.
Mht hvordan en bog præsenterer sig. Jeg ved ikke, om man som forfatter eller forlag er forpligtet til at lave en præsentabel bog - hvorfor skulle man være det? Hvad er kriterierne for det præsentable? Jeg kan godt forestille mig pointen med at lave en grim bog fx. Men i tilfældet Vi er amøber, mener jeg faktisk, at Anblik har lavet en flot bog, den er blevet rost af mange for sit omslag og layout. Nu er sådan noget jo en smagssag, og det er helt fair, hvis man ikke kan lide bogens udseende. Sådan er det jo. Det, jeg anfægter, er Tina Charlotte Møllers indlæsning: at personen på forsiden ligner en autonomom og skulle være "imod". Det er en urimelig idiosynkrasi og en fordom, som er helt upassende i forhold til den bog, hun skriver om. Det har intet med bogen at gøre, men jeg fornemmer, at denne fordom farver resten af anmeldelsen. Og det er ikke i orden.
Til det sidste: Hvad er det for en prinsessefornærmelse, du taler om (ud over min selvfølgelig)? Er der så meget råberi? Hvor?
Indrømmet: Tina Charlotte Møllers anmeldelse er i den lettere poppede og polemiske ende, men den er da ikke mere usaglig og fordomsfuld end mange anmeldelser, som bliver trykt i dagbladene, hvor Bukdahl jo er pragteksemplet, og heller ikke mere usaglig end mange bloganmeldelser, både på Sentura og andre steder.
SvarSletSådan som jeg ser det, er det en generel tendens blandt blandt danske anmeldere, og anmelderspirer, at man skriver polemisk, eller forsøger herpå, og derfor springer en række mellemregninger over. Tina Charlotte Møller kunne formentlig godt have valgt at argumentere nærmere for hendes påstande, og måske havde det klædt hende, men derved ville anmeldelsen også miste kant og underholdningsværdi, foruden at den ville blive alt for lang.
Kære Vibeke. Hele den polemik omkring vennetjenester er noget forfærdeligt sludder. Og det ved du forhåbentlig godt. Det gør mig i hvert fald en smule bedrøvet at skulle lægge øjne til den slags flyvske beskyldninger. Det er lidt for useriøst. Skam dig. :)
SvarSletMed hensyn til Senturas 'autoritet' så er diskussionen vel ikke længere, end at det er op til læserne at afgøre. Der er jo ingen licensordning for at beskæftige sig med litteratur. Heldigvis for det, da.
Iøvrigt kan jeg som én af der personer, der i sin tid var med til at starte bladet og senere hjemmesiden fortælle, at Sentura altid har været drevet af idealisme - lige siden den gang vi startede som et bredt kulturtidsskrift for både litteratur og film. Siden har litteraturen taget over. Lige nu er vi ved at se på en relancering af det trykte magasin.
Der sker faktisk faglige vurderinger i det offentlige system. Og det ligger enhver frit for at byde ind på de midler, der nu engang er til rådighed. (Nogen guldgrubbe er det dog ikke, skulle jeg hilse at sige.)
Så den offentlige såvel som private støtte, Sentura gennem tiden har modtaget, er jo givet af anerkendelse for både udtryk og indhold. Man kan jo fx læse de omtaler af bladet, som der ligger klip fra på sitet.
De, der skriver og redigerer for siden, er i øvrigt frivillige. Selv skriver jeg fagbøger og underviser gymnasieelever, når jeg ikke skriver for Sentura.
Vi er hverken et imperium af ondskabsfulde og fordomsfulde cand. mag'er eller nepotistiske rygklappere. (Det ville i sagens natur også være vanskeligt grænsende til skizofrent at være begge dele på en gang...) Men hvis man ser spøgelser og er bange for dem, så kan man jo heldigvis bare kigge væk.
Mads, du er inde på noget interessant, da du stiller nogle normative krav op til en anmeldelse. Spørgsmålet er imidlertid, om de overhovedet lader sig gennemføre - og om det i det hele taget er ønskeligt? Ofte er de spændende og interessante anmeldelser dem, der netop bryder de normative krav.
Det er jo også ret forskelligt, hvilken form for anmeldelse, som det enkelte værk lægger op til. Nogle værker lægger op til en tematisk fordybelse andre til en ren æstetisk vurdering. Men dermed ikke sagt, at man ikke kan blive bedre. En debat som denne er jo frugtbar, når netop de normative bud bliver diskuteret.
Man kan vel også diskutere om netformatet er det rigtige til fordybelse. Nettekster er vel pr. definition bedst, når de er korte og præcise. Ellers bliver de ikke læst. De lange, analyserede tekster fortjener næsten papiret.
@Michael
SvarSletJeg tror bestemt, at nettet kan holde til fordybelse også. Ellers kan vi vist ligeså godt logge af (-: Jeg er med på, at det er svært at opstille krav til anmeldelser, og at brud på krav og regler lige præcis ofte giver interessante perspektiver. Man man kan vel godt forlange en almindelig sans for litteratur som mindste krav - præcision, kompetence og en strammere redaktion ville være skønt i anmeldelsesbranchen.
Kære Michael
SvarSletNå, du mener at mine beskyldninger er noget værre sludder. Nej, det er de ikke. Og det ved jeg godt. Heldigvis. Så nu tvinger du mig jo til at ytte Tina Charlotte Møller endnu engang, imens vi er i gang. Jeg havde ellers svoret, at hun skulle have fri nu.
Her er et enkelt bevis:
http://kjeldberg.wordpress.com/om-min-roman-marcipans%C3%B8stre/
http://www.sentura.dk/marcipansoestre_anmeldelse.html
Der er flere beviser derude. Tricket er at undre sig, når en bog pludselig skamroses helt vildt. Derpå laver man en google-søgning på forfatterens og anmelderens navn samtidig - og tjekker hvad der kommer op af hyggesnak.
Nu ved du forhåbentlig også, at det forekommer, så du kan skærpe kritikken af kritikken en anden gang, fremfor bare at tage paraderne op. Anmeldere har ikke kun fordomme, de har også venner, lige som alle andre mennesker.
Tidsskrifter får autoritet ved at opnå anerkendelse af fagprofessionelle og/eller af mennesker, der beskæftiger sig seriøst og indgående med deres emne. Det gælder alle tidsskrifter, der ikke blot er ugeblade eller eksempelvis forlagskataloger eller andre reklamekataloger. Uanset om der er tale om computermagasiner, tidsskrifter for læger eller tidsskrifter om kunst og litteratur. Der er forskel på læsere og læsere.
Her er et par eksemplar til, de anmeldelser jeg selv har fået fra Sentura. Absolut de værste, hvis man ser bort fra Zangenberg og hans episke nedladendenhed i Politiken ("... i sig selv et lidet lovende inventarium, hestepige nørkler med spejle, porte og gaver.")
SvarSletMen altså:
www.sentura.dk/katinka_my_anmeldelse.html - konklusionen er: 'det skal være vildere' (men hvorfor egentlig, når det ikke var intentionen? Jeg er så træt af anmeldere, der anmelder den tekst, de gerne ville have læst, i stedet for den de sidder med.) og 'Fotfatterskolen har ødelagt hende'. Selv om de fleste af teksterne er skrevet inden jeg gik på F-skolen. *lyd af præmis der falder sammen med et brag*
og: www.sentura.dk/katinka_anmeldelse.html - hvori anmelderen pludselig ikke kan læse bogen seriøst, fordi der i flapteksten er en minimal kommentar til flaptekster som sådan, såvel som en pegen frem mod bogens sidste del. Anmelderen kan af en eller anden grund hverken få øje på humoren ELLER alvoren, men det er så hvad det er. Der bliver påståat, at jeget "gemmer sig" - hvad det så end skal betyde. Fatter personligt ingenting, nok fordi det er noget sludder.
Mvh. Katinka
Men favoriserer Senturas anmeldere deres venner/bekendte i højere grad end fx Bukdahl?
SvarSletEr Senturas anmeldelser/kritik/tilsvininger mere usaglige end fx Bukdahls, Zangenbergs, Skyums etc.?
Er den påståede mangel på dybde m.v. hos Sentura, når det kommer til kritisk læsning og analyse, værre end fx den manglende dybde hos Weekendavisen, Politiken, Berlingske, JP etc.?
Er der (hos Sentura og mange andre steder) ikke snarere tale om en polemisk anmelderstil, som nok kan være underholdende, men som netop af denne grund (måske) mister noget af sin... validitet, eller hvad man nu vil kalde det...
Jeg har skrevet i Martin Johs. Møllers kommentarfelt, men siden diskussionen foregår her, så følger den også her:
SvarSletJeg forstår ikke det her: »det er meget ubehageligt og unødvendigt når ellers intelligente mennesker forfalder til så følelsesladede, primitive og i mine øjne også arrogante udfald, som det flere gange har været tilfældet på det sidste.« Kan det nøgternt påpeges, hvordan/når noget er følelsesladet, primitivt, arrogant? Du må henvise til Mads Eslunds blog her, eller? Jeg kan ikke se, hvorfor vredesudbrud ikke skulle være berettiget. Og jeg kan absolut ikke se, at udbruddene skal underkastes de adjektiver der.
Til den her: »Desuden mindes jeg at have læst anmeldelser i ellers mere "seriøse" medier, som praktisk talt har været afskrifter af forlagets pressemeddelelser (hvilket i mine øjne er mindst lige så slemt som standarten på Sentura... eller i Fyens Stifttidende for den sags skyld) - og det har ingen nævnt, tilsyneladende fordi det så naturligvis har været positive læsninger.« — Her har du sikkert en pointe (jeg læser ikke dagblade, det koster penge eller en tur på biblioteket, de færreste artikler og sådan findes gratis online; og således er dagbladanmeldelser også politiserede anderledes end fx Sentura-anmeldelser, som skribenterne ikke får løn for at skrive: de skrives formodentlig af lyst [eller, åh, ligefrem af Indre Nødvendighed, eller af vilje til magt, eller til anerkendelse, der er overflod af parametre!] og en tillid til de diskurser der skrives ind i og skrives videre på), men jeg tror til gengæld også at noget som Sentura — fx — læses af primært skrivende (men jag vet ju ingenting!!!). Der er fx ingen der bladrer fra indlandspolitik via kultursiderne (hvor man i selveste far-ten læser en kort [og sikkert dårligt skrevet anmeldelse]) på vej mod opinions-siderne. Men tænk også på kontekst her: Sentura (igen: fx) er et netmagasin, og disse blogs, hvor Sentura kritiseres, findes klart nok også på nettet, og de skribenter der kritiseres for at have skrevet meget kritisable anmeldelser på Sentura, har selv en blog de skriver på. At diskutere Fyens Stifttidendes anmeldelser, fx, på, fx, Eslunds blog, ville naturligvis være noget andet end hvis diskussionen foregik i selve det medium (avisen Fyens Stifttidende) hvori en redaktionel linje/en skribent etc. kritiseres.
Jeg læser: »Hvis min mor, Tina Charlotte Møller [...] havde siddet ansigt til ansigt med Mads Eslund og Rasmus Graff, så tvivler jeg på at de ligefrem ville bande hende op i ansigtet. De havde sikkert haft modet til stadig at kritisere læsningen, men nok på en mindre voldsom måde.« Det er ikke fedt at tale på andres vegne. Desuden: Jeg bander en del, når jeg taler, så hvorfor ikke. Det handler også om anvendelsen af bandeord. »ja, hvad helvede sker der,« som jeg har skrevet som kommentar, kan mit ansigt godt bære, og det vil ikke opløse hverken mit eller den andens ansigt.
Jeg synes det er en for let dialektik, denne her: »Der bliver brugt uforholdsmæssigt meget tid på at tale ondt og dårligt om tingene. En hel del af den samme energi kunne kanaliseres ud i skriften i stedet. Man kunne vende blikket mere imod de ting der er gode og sjove og spændende.« Desuden fungerer det citerede en del bedre på den anmeldelse der kritiseres, end på kritikken af anmeldelsen. Måske er jeg totalt forblændet (muligheden findes).
Diskussionerne forlænger sig også her: http://www.ellefsens.net/?p=1091#comments
SvarSletPuha. Sikke en anmeldelse. Jeg har ikke noget imod negative anmeldelser, saa laenge de er kvalificerede. Jeg foeler mig helt ramt forbi i denne omgang. Slap laesemuskel.
SvarSletBosmans
@bosman: Men er det værre end fx Bukdahl?
SvarSletDa han omtalte/non-anmeldte mit seneste (mak)værk, brugte han fx spalteplads på at skrive, hvor irriteret han var over at være blevet beordret (af redaktøren) til at beskæftige sig med mig, når han nu hellere ville bruge tid på din "Vi er amøber"..., hvorefter Bukdahl ligefrem kaldte mig "idiot" på skrift (så vidt jeg husker, eller måske var det "præmieidiot"), he he... Er det ikke bare den slags tæsk, man må finde sig i, enten af WA, Sentura eller alle mulige andre?!?
@Peter
SvarSletNej, Bukdahls udfald mod dig, var da heller ikke sagligt eller OK! Hvis han ville kritisere din bog og dine oplæsninger kunne han måske have været mere raffineret, enig. Jeg synes ikke, man skal finde sig i den slags tæsk, som du skriver.
@eslund: Det kan man mene, men det er jo efterhånden kutyme hos alle anmeldere, både hos de respekterede dagblade, på blogs/nettidsskrifter mv., at der i vidt omfang anvendes en polemisk, aggressiv og til tider nedladende tone for at give anmeldelsen mere gennemslagskraft, punch og underholdningsværdi - det er jo ikke noget nyt, men skete også for 30, 50 og formentlig 100 år siden. Det betyder ikke, at jeg er enig i at det er ok, eller at det er et udtryk for god anmelderskik, men det er blot en beskrivelse af at det tilsyneladende er et generelt vilkår, man må lære at leve med.
SvarSlet@Peter
SvarSletDet er heldigvis ikke helt reglen. Du generaliserer, det er jo ikke alle, der skriver polemisk, aggressivt eller nedladende, heldigvis. Bukdahl skriver faktisk også gode anmeldelser, og på Information er Lilian Munk Rösing ofte skarp, og også Kamilla Löfström (selv om jeg selvfølgelig ikke bifalder Kamillas anemldelse af Seancer (-: vi kan og skal ikke være enige i alt). Skyum-Nielsen skriver også gode ting, men han er desværre nogle gange enten meget moralsk eller for glad for sin egen pen. Hans anmeldelse af Abildgaards Kære Venner fx var meget ringe og nedladende.
Man skal da ikke finde sig i dårlige vilkår ...
@Mads Eslund: Jeg har lagt min kommentar på min egen blog.
SvarSletSe http://ordholder.blogspot.com/2010/01/jammerligt-lgmandsagtig.html
@@@@@@@@@@@@@&Co.
SvarSletJeg har slet ikke tid til at kommentere her; jeg sidder og skriver en artikel, dybt forsinket, om Vagn Steens konkretistiske reklamer for sig selv i de 60'ere, hvor jeg (i enhver forstand!)blev født: "En kærlig og trofast læser er mit største ønske?" Det lyder vist som vores allesamens kritiker-kontaktannonce, ikke også? Desværre kan en krtiker jo også finde på at være kritisk og troløs; som jeg var, da jeg, efter stor bejstring for Anne-Louise Bosmans' debut, skuffedes betydeligt over hendes bog nr. 2 ("Vi er amøber* er stadig i anmeldelelses-kø, men mon ikke jeg bryder mig godt om den? Jeg tror det). Og ja, en anmeldelse skal være aflæselig, som en rammende karakteristik af bogen, men den skal også være læselig, som et diverterende (måske endda nydelsesfuldt, Mads!)tekst-produkt, og i de lykkeligste tilfælde bliver aflæselighed og læselighed to sider af samme mønt: æsteticeringen præciserer - er der så tale om en negativ anmeldelse, bliver det jo en negativ: polemisk, vrængende, smædende æsteticering, hårdt nok (for forfatteren og hans forlægger, men forhåbentlig ikke for resten af læserne). Som nu i mine to tekster om Peter Dyreborg - ingen af hvilke dog var anmeldelser, den ene var en såkaldt Yndlingsaversion (om slampoesi, hvor PD kun spillede en birolle), den anden en såkaldt Blæksprutte (om provokerende kunst, det var i aversionen at PD blev kaldt en præmieidiot, i betydningen eksemplarisk dilettant). Hvad angår Bosmans-anmeldelsen i Sentura, er den hverken særlig rammende eller særlig velskrevet, og frem for alt har den ikke ambition om at være andet og mere end en kort avisanmeldels, og det er her, jeg synes Mads har sin gode pointe: hvad skal vi med net-anmeldelser (eller anmeldelser i et anmeldelesblad, for nu at linke på diskussionen over hos Kjerkegaard), hvis de ikke har ambitioner om at være andet og mere end (mere eller mindre sjuskede) avisanmeldelser; jeg ved ikke, hvad status er på litlive lige nu, men det har i mange år været det eneste sted, hvor der kvalificeret blev eksperimenteret med både grundigere og personligere og konceptuellere anmeldelser, mere af den litterære livelighed!
@Tina Charlotte Møller
SvarSletHvad angår min link-henvisning, så lad mig uddybe problematikken ved at poste et citat af dig fra bemeldte forfatterblog, skrevet 3 mdr inden din "anmeldelse" (dvs reklame) på Sentura af/for den samme bog, af samme forfatter:
Tina Charlotte Møller, på december 3rd, 2007 at 4:26 pm Said:
"Kære Ane-Marie. Jeg mener virkelig, at du har særlige evner, og at du derfor har al mulig chance for at blive en succes. Mine roser er andet og langt mere end blogvenskabelige rygklapperier.
Det kan kun være et spørgsmål om, at du og dine værker bliver præssenteret på den rette måde. Kan du (og forlaget) få stablet en gennemslagskraftig reklamekampagne på benene, så burde den, som man siger, sidde lige i skabet."
http://kjeldberg.wordpress.com/om-min-roman-marcipans%C3%B8stre/
Altså, der lægges op til reklame, ikke saglig kritik eller professionel anmeldelse. Derfor får man den tanke, at du idet du anmelder bogen 3 måneder senere, ser dig selv som en del af et pr-korps... Er det så sært? At Bukdahl heller ikke kan skelne, gør vel ikke sagen bedre.
Nu er genren pressemeddelelse som regel også en slags reklame og jeg ved jo, da jeg har en ven, der har anmeldt på Sentura engang, at redaktøren har for vane at blande citater fra pressemeddelser med anmelderens arbejde. Dette var endnu en grund til, at min ven valgte at sige Farvel til Sentura og knalde døren i efter sig.
Hvis man mener, at en anmeldelse blot er en reklame eller en advarsel, så synes jeg ærlig talt, at man ser ned på litteraturkritikken som fag. Hvad værre er - læserne kan slet ikke orientere sig, hvis de ikke ved om det er en reklame eller en fordom, de sidder og læser. Det gælder både veluddannede læsere og læsere uden anden uddannelse end folkeskolen.
For mig at se, er der en stor genre- og rolleforvirring på spil her. Man kommer simpelthen til at virke utroværdig som anmelder (deraf min tale om moral), hvis man fremstår som pr-medarbejder, lige som man virker utroværdig som redaktør, hvis man mixer litteraturkritik med pressemeddelelser, altså forlagenes eller forfatternes reklametekster.
Et bogkatalog og et litteraturtidsskrift er som sagt ikke det samme.
Denne kommentar er også postet hos Tina Charlotte Møller, men da hun ikke altid bringer kommentarerne, vælger jeg også at lægge den ud her. Og det må så være nok fra mig om sagen.
Fortsat god debat.
@Lars
SvarSletJa, man ærgrer sig over, at Litlive ikke "udkommer" oftere, det er synd. Det er (var?) et godt sted, hvor bøgerne bliver læst og diskuteret grundigt OG personligt, såmænd.
Noget helt andet, men alligevel relateret:
Jeg har tidligere snakket med et par venner om at starte et forum for kritikerpaneler, men med forfattere i panelerne i stedet for kritikere. Kritikerne skulle ikke være med i første omgang i hvert fald, for vi vil se, hvordan forfatterne kan læse hinanden - live! Vi er trætte af anmelderne, så vi gør det bare selv-tanken. Jeg får mere og mere lyst til at prøve det af. Jeg forestiller mig, at man har en mere eller mindre fast gruppe på ca 10 forfattere, som optræder sådan cirka månedsvis i varierende panelsammensætninger med tre, der har læst og diskuterer to bøger af andre forfattere, som læser op. Det SKAL være live, så der kan diskuteres ansigt til ansigt - mødet er vigtigt, dels mødet med andre forberedte læsere/paneldeltagere, dels med "publikum", som jo også har en mening og har læst med (forhåbentlig). Jeg tror ikke på energien i et nyt skriftligt kritikerinitiativ pt. Folk vil ikke forpligte sig på at aflevere skriftlig kritik, er jeg bange for. Og det er måske heller ikke nødvendigt. Jeg - gamle højskolerøvhul - kan godt lide ideen om, at det kun skal være det levende ord, samtalen.
Skidegod idé, Mads.
SvarSletMå jeg så være med - som forfatter!??
kommentar til TCM's svar postet her:
SvarSlethttp://ordholder.blogspot.com/2010/01/jammerligt-lgmandsagtig.html
og nu også her:
@ Tina: Du starter med at undrer dig over, at Mads ikke har skrevet sit indlæg på din blog, men det kunne jo være, at han ikke kendte til din blog, og der er jo ikke mulighed for kommentarer direkte på Senturas anmeldelser, så det er vel meget naturligt at give udtryk for en personlig oplevelse af din anmeldelse på sin egen blog?
Du er utilfreds med, at Mads udtaler sig om din og tidligere har udtalt sig om andres anmeldelser. Men er det ikke tilladt at anmelde anmelderne? Kommentaren til din anmeldelse og dens lægmandsagtige niveau kommer vel i kølvandet på dit produkt. Kan man ikke udtale sig om en anmelders evner, hvis ikke man kender dem personligt?
Og der er vel flere muligheder end at kunne synes om din måde at skrive anmeldelser på eller ej. Hvad med at have en holdning til HVAD du får formidlet? Og ikke kun HVORDAN.
Det handler vel overhovedet ikke om at snobbe nedad, om forfatterskoleuddannelser, universitetsgrader, tyk, tynd eller smal litteratur, men om at man vel har både et formidlings- og underholdsningsansvar som anmelder, der fordrer både en forståelse for det man udtaler sig om og en evne til selv at formidle og underholde ud fra den forståelse.
Det lægger "Man kan bryde sig om min måde at skrive anmeldelser på, eller man kan lade være." ikke umiddelbart op til.
I første omgang blot en ganske kort kommentar til Vibekes udmelding (inde hos Eslund og antydet her)om, at jeg ikke altid bringer kommentarerne:
SvarSletJeg har slået funktionen "godkendelse af kommentarer" til, da jeg tidligere har været udsat for personlige chikanerier fra en tidligere bekendt af mig, som i øvrigt intet har med det litterære miljø og de emner, der vedkommer det, at gøre.
Desuden har jeg i ganske få tilfælde undladt at publicere anonyme kommentarer, som forekom mig at være af underlødig karakter (læs: personlige chikanerier af mig eller andre debattører på min side).
Som hovedregel godkender og bringer jeg altså alle kommentarer, så snart jeg åbner min side, uanset om jeg bifalder kommentatorens standpunkt eller ej.
Mener du at sidde inde med en anden viden, vil jeg meget gerne have konkrete eksempler at forholde mig til, da de i givet fald er undsluppet min sædvanligvis ganske udmærkede langtidshukommelse.
Og så vil jeg venligst bede dig om fremover at undgå at så tvivl om min integritet som debattør og blogskribent på den måde, som du netop har gjort det.
@Lars Pedersen - i første omgang også kort kommentar til dig:
SvarSletJeg vil umiddelbart at antage, at en blogger og forfatter som Mads Eslund ikke er ringere begavet eller på andre måder dårligere stillet end flertallet af dem, der jævnligt anvender Internettet som medie, og at han derfor meget hurtigt ville have fundet frem til min blog ved at google mit navn, såfremt han havde haft interesse i at rette direkte henvendelse til mig.
Jeg har naturligvis heller ikke det fjerneste imod cand.magere i almindelighed og akademikere i særdeleshed. Min (indrømmet) noget letkøbte og en anelse nedladende betegnelse "13 på dusinet", skyldtes at anmelderen selv på forhånd (inden læsningen) har valgt at indtage en fordomsfuld og nedladende attitude overfor en digters værk. En sådan fordomsfuld anmelderpraksis hører ingen steder hjemme; heller ikke hvis man hedder Skyum eller Bukdahl.
SvarSletNB-interessant tråd iøvrigt!
@nogle: Jeg har nu (et par gange) læst den omtalte anmeldelse af TCM hos Sentura, og selv om den er polemisk og en anelse skrap, er den jo rent faktisk nogenlunde velbegrundet, danske anmeldelser taget i betragtning - hun begrunder langt de fleste af sine kritiske påstande, og de påstande, som ikke begrundes nærmere, kan henføres til kassen med retoriske og polemiske virkemidler.
SvarSletTCM forekommer mig at argumentere langt bedre end fx Bukdahl, og hendes analyse fejler intet (sådan rent argumentationsmæssigt), om end man selvfølgelig kan være mere eller mindre enig/uenig i hendes vurdering af Bosmans bog. Med andre ord: Man kan beskylde TCM for meget, og man kan være uenig med hende, men hun er (teknisk set) ikke usaglig (i mine øjne) i kraft af at hun begrunder sine synspunkter.
@eslund: Jf. din idé om forfatterpanel - vil det ikke blot resultere i, at du har et panel af forfattere, der sidder og mundhugges, frem for et panel af kritikere, der sidder og mundhugges? Man kan selvfølgelig håber på sober kritik og kammertone m.v., men med mindre man kun inviterer folk, som i forvejen mestendels er enige, vil det nok være svært at få egoerne til at optræde nogenlunde sobert over for hinanden.
Jeg har ikke noget imod negative anmeldelser. Jeg var faktisk udemærket tilfreds med Bukdahls skuffede anmeldelse af Villa. Det der er utilfredstillende er følelsen af at der faktisk ikke bliver læst det der står i bogen, men at der læses henover teksten, og i dette tilfælde at anmelderens udlægning af forsidefotoet bliver lig med hendes tolkning af bogen, selvom der ikke er noget autonomt over bogen (og jeg har nu heller ikke lige tænkt at der var noget autonomt over forsiden, men det kan være min fejl). Jeg kan simpelthen ikke udfra min bog se, hvordan anmelderen kommer frem til de slutninger, hun gør. Jeg ville have det fint med en kvalificeret negativ anmeldelse, det er fair nok ikke at kunne lide min bog.
SvarSletEt ynkeligt pip herfra og undskyld mig, hvis jeg er lidt grov.
SvarSletMåske vi skulle lave et site /forum, kun for anmeldere, hvor forfatterne ikke må være med, men hvor "vi" anmeldere anmelder andre anmeldere. Mads, din idé om forfatterpaneler forekommer mig lidt naiv, sorry. Som om litteraturen er i bedre hænder hos forfatterne alene, uden de store stygge anmeldere. Er det ikke en slags længsel tilbage til forfatterskolen, hvor teksterne kun er i omløb indbyrdes imellem forfatterskoleeleverne? Desuden er jeg ikke sikker på, at andre forfattere hverken er mere nænsomme eller bedre kritikere, så hvad skulle formålet egentlig være (andet end rygklapperi)? Man kunne også helt lade være med at udgive bøgerne: Udgive litteratur som kun må læses af andre forfattere (fordi andre ikke er værdige til det, måske?). Not.
Jeg er enig med Peter: TCMs anmeldelse er mindst ligeså god som så mange andre anmeldelser, også dem man finder i aviserne (som Peter skriver). Jeg har ikke læst Bosmanns bog, skal jeg lige sige, men jeg synes, at det er en overreaktion.
Man kan altid ønske sig endnu bedre anmeldere og anmeldelser, og Sentura er da langt hen ad vejen en flok glade amatører, hvor anmeldelserne og anmelderne svinger i kvalitet (som den gør alle andre steder). Lars B efterlyser et netanmeldelsessted, der fungerer som alternativ til dagbladene. Den idé er til gengæld god. Litlive var vel tænkt i den retning. Imidlertid er spørgsmålet, om det ikke burde være den anden vej rundt, at netanmeldelserne er de hurtige, lettere overfladiske, imens de grundige anmeldelser skal læses på papir? Det er vel tanken bag anmeldelserne i Kritik, fx?
kh
Stefan K
Men nu kommer det også helt uforholdsmæssigt meget til at køre på TCM, men det er vel et generelt problem, at der til tider bliver sjoflet og sjusket i anmeldelser. Hvis jeg kigger lidt tilbage på det seneste årstid i forhold til anmeldelser af Anbliks bøger, så kan man jo også fint nævne Leonora Christine Skovs sjofling af Nattergalens henrettelse af Preben Major Sørensen i Weekendavisen (fokuserer kun på 3 af bogens tekster for at kunne fører sin mission igennem, rent show fra avisens side at sætte hende til at anmelde den bog), Peter Hagmunds makværk om Ida Marie Hedes Seancer i Fyens Stiftstidende (forfatteren er enten skæv eller intellektuel for at skrive sådan noget bavl, jeg vil hellere have en no-bullshit-historie), Martin J. Møller også af Vi er amøber i Information (jeg vil hellere læse en bog, der minder lidt mere om den oplæsning, jeg lige har været til). To name a few.
SvarSletOg nu er det ikke på nogen måder fordi, at jeg føler, at anmelderne er ude efter Anblik, at det kun er anmeldelser af bøger fra Anblik, jeg trækker frem, men fordi, at det er dem, jeg har fulgt mest.
Selvfølgelig skal anmelderne også have lov til at underholde, men de har et ansvar over for både deres læsere og bøgerne de anmelder til også at præsentere, hvad den enkelte bog selv prøver at være, sige eller gøre, og så kan man efterfølgende give udtryk for, hvordan man så mener, at det fungere. Og der må også kunne stille visse krav til forståelse for og kendskab til den type litteratur man anmelder, så man er i stand til at forholde den til tidligere bøger i samme forfatterskab, lignende litteratur og strømninger, hvis man stiller sig om som formidler af litteraturen over for andre.
Der er alt for mange anmeldelser efter devisen "Den her banan, kan jeg ikke lide, fordi jeg kan bedre lide is", "Hvis jeg havde lavet den her kage, så havde den været en burger, det smager meget bedre" eller " det her ved jeg sgu ikke rigtig, hvad er for noget, men det er nok noget lort" osv. Hvor man kan undres over, hvem det er meningen at de anmeldelser skal glæde (ud over måske anmelderens ego).
Fint nok, at anmeldelser skal være underholdende, men den må vel for hulen også skulle formidle litteraturen, og det gerne bedst muligt til flest mulige relevante læsere, og ikke bare/kun være et medie for den enkelte anmelders personlige præferencer.
Ansvaret er både hos anmelderne, men man kunne også ønske sig højere kvalitetskrav fra redaktørernes side.
"En sådan fordomsfuld anmelderpraksis hører ingen steder hjemme" (sic!). Af og til slipper en skinhellig floskel ud af lægmandsburet; og godt det samme, da jeg så har lejlighed til at korrigere mig selv.
SvarSletNaturligvis er alle kneb tilladt for anmeldere. Og værket SKAL kunne klare sig på egen hånd uden beskyttende engle (forfatter/forlægger/fan). Men en anmelder skal pinedød også kunne tåle at få SIN tekst taget under kærlig behandling.
Både forfattere og anmeldere må tage ris og ros som mandfolk (m/k) og for guds skyld ikke tage det personligt (vi er mimoser). I den forbindelse indgyder det respekt at Tina Charlotte Møller står 100% ved sin anmeldelse.
Hvis man har en praksis, som byder én ærligt og redeligt at viderebringe sin umiddelbare følelse ved en bog, så må man naturligvis stå ved sin praksis; og videregive denne følelse hvad enten der er tale om ubehag (Bosmans) eller nydelse (Klougart).
Hold da op, det er blevet en livlig tråd. Jeg har ikke haft tid til at følge med i et halvt døgns tid, og der er kommet mange indlæg siden mit sidste. Jeg ved ikke, om jeg har noget nyt at tilføje egentlig, jeg tror, jeg har fået luftet min frustration, og forhåbentlig har jeg også fået udpeget noget kedeligt i Tina Charlotte Møllers anmeldelse, som desværre i mine øjne også kan ses i andre anmeldelser. Man behøver ikke være enig i min vurdering, man må også gerne føle sig fornærmet (det har jeg jo selv været), men jeg er glad for at se, at flere kan følge min anfægtelse.
SvarSletDer kommer ikke mere fra mig i denne tråd nu - min kone kan føde nårsomhelst, og jeg har hovedet et andet sted og kommer nok heller ikke rigtigt ordentligt online det næste stykke tid. Tak herfra. Kh Mads
Ps. Det der med forfatterkritiksessions vender jeg tilbage til.
Hvis det er et generelt problem, hvorfor så rette angrebet mod de små, herunder et sted som Sentura?
SvarSletMere her
http://kjerkegaard.blogspot.com/2010/01/imens-de-sma-bekriger-de-sma.html
Bedste hilsener
SK
@nexø
SvarSletJeg er sådan set rørende enig i det du skriver, en anmeldelse skal kunne. Men jeg synes det hjælper mig utroligt meget til at bestemme mig for, om mine smagsløg er identiske med eller afvigende fra anmelderens, at man kan se bogens forside samtidig med hendes beskrivelse af den, og at hun også viser et citat fra bogen - så kan jeg netop vurdere, om jeg synes det samme om indtrykket, som hun gør. Og hvis jeg ikke gør det og godt kan lide citatet, kan jeg så med fordel anskaffe bogen, hvis hun *ikke* kan lide den.
Derudover synes jeg også kun man behøver læse et par anmeldelser af den samme anmelder, hvor man også selv har læst bogen, før man ved om man vil kunne lide noget, de kan lide - eller hvilken slags beskrivelser de bruger om noget, man selv kan lide. Så jeg synes hun kan slippe afsted med idiosynkratisk og fordomsfuldt, netop fordi det er illustreret med noget af det, hun beskriver. Hvis der intet var fra bogen i anmeldelsen, ville en meget skarpere beskrivelse være påkrævet, ja - men så tror jeg faktisk ikke at nogen beskrivelse ville være skarp nok, jeg ville stadig ikke have en ide om hvorvidt jeg havde lyst til at læse bogen.
@Mads
SvarSletØv, eller tillykke hedder det jo :) jeg ville ellers gerne have fortsat diskussionen med dig - men du er velkommen til at tage tråden op igen, når du får tid. (Giv mig evt. et praj på min blog, hvis du gør.)
Forstå mig ret, jeg sætter intet modsætningsforhold mellem nydelse og tolkning, jeg synes tit de hører sammen (og mon ikke det er det du mener, når du bruger ordet interessant?). Men jeg ser ikke noget mærkeligt i først og fremmest at hæfte sig ved, om man nød en bog eller ej. Jeg har også meget svært ved at forestille mig at vi er reelt uenige og ikke bare ude i noget semantik - det handler jo om hvorvidt man synes en bog er god (interessant, spændende, vækker tanker osv.) og har været læsetiden værd, og hvad skal man næsten ellers læse for?
Prinsessefornærmelse har jeg mest mødt udenfor nettets grænser, så lad det være, men råberiet synes jeg næsten er allestedsnærværende, gerne i formen "min genre er bedre end din genre" eller "det du har skrevet er ikke godt nok, du er ikke klog nok til at udtale dig, duer ikke, væk!". Råberi er måske et dårligt ord, det konnoterer store bogstaver og masser af udråbstegn, og de fleste tilsvininger og aggressive attituder indenfor litteraturdebatten er da særdeles velformulerede og passiv-aggressive, bevares.
Men tag dit indlæg der langt oppe over os: sjasket, inkompetent, ævl, ingen professionelle standarder osv osv - du kommer bare ikke samtidig med nogen konkrete eksempler på, hvor det er hun tager fejl. Hvis man skal fejllæse en bog, skal man ignorere store dele af den, der ikke passer ind, og jeg ville ikke have opfattet dit indlæg som prinsessefornærmet råberi, hvis du havde fremhævet nogle af de dele og påvist, hvad det er der er forfejlet. Du kan ikke tage for givet at alle andre kan se det, du ser: Jeg synes også at personen på forsiden ligner en autonom! Hvis du så ikke fortæller hvad det er, den person i hvert fald ligner meget mere, nå, så er dit indlæg ikke andet end "anmelderen er dum, øv bøv" - eller sagt på en anden måde: "jeg er autonom og imod!". Kom med et alternativ til hendes læsning, hvis du vil kritisere og udfordre den. Tænk hvis dit indlæg var en anmeldelse: "Denne her bog er bare elendig, den har virkelig en lav standard, den er noget sjasket inkompetent ævl." Så er Tina Charlotte Møllers anmeldelse nu alligevel noget mere informativ, brugbar og kompetent!
Nå, men det hele er jo heller ikke værre end at du har argumenteret mig ud i at ville læse bogen nu. :)
Som tidligere anmelder på Sentura klør det i fingrene for at blande mig i debatten, især også fordi jeg selv har oplevet at blive anmeldt på Sentura på en måde som gjorde mig sur, vred, skuffet, muggen og (hævn)tørstig.
SvarSletMen da jeg kender Tina Charlotte privat, så føler jeg mig inhabil i forhold til den konkrete sag.
Derfor skriver jeg kun for at kritisere Mads for at give efter for sin impuls, i en sag hvor han selv er involveret i værkets udgivelse.
Hvis jeg må citere ham fra første linje af indlægget: "Jeg skulle nok lade være med at kommentere på denne anmeldelse..."
Det er nok det klogeste i det indlæg.
Det er brandærgerligt, for hvad nu hvis han har en eller flere pointer i sin kritik af anmeldelsen? Nytteløst.
Man må godt befinde sig i offsideposition, men man skal først straffes for den hvis man indvirker på spillet.
Og jeg må vente til en anden god gang, selv om jeg elsker at score.
PS. Lige for en god ordens skyld: jeg er ikke Vibeke Nielsens omtalte dørsmækker. Kender hverken hende eller ham.
SvarSletPS: Lige for en god ordens skyld. Kunne du ikke være rar, Bent Otto Hansen, at lade være med at kalde ham "dørsmækker", som om det var overskriften på hans liv. Fokusér i stedet på pointerne. Han vil gerne være fri for at blive rodet ind i det her, hvilket jeg er ked af, at jeg har gjort. Mig kan man til gengæld kalde, hvad man vil - jeg skal nok forsvare mig, hvis jeg finder det urimeligt. Og mine pointer omkring kvalitet, troværdighed, genre- og rolleforvirring står skam ved magt. Uanset hvem, det handler om.
SvarSlet@Vibeke Nielsen: Undskyld at jeg kaldte din ven dørsmækker. Der stod oprindeligt 'knalde med døren' - men jeg kan se at du nu har rettet det til skudeforlader. Det er helt i orden. Min far var sømand.
SvarSlet