onsdag den 20. januar 2010

Litteraturmanifest 2010

Information bringer i morgen torsdag en række litteraturmanifester eller forsøg på samme anno 2010 - godt 100 år efter Marinettis første futurismemanifest. Flere forfattere bidrager her. Oversigtsartikel her. Jeg har også skrevet en kort tekst, 10 linjer var opgaven:

Sproget er interessant som handling og begivenhed i sig selv. Det poetiske sprog er ikke en gengivelse eller formidling af oplevelse eller erfaring, det udfolder erfaring. Det skal ikke fremstille noget, der har været, men som ikke er mere. Sprog er oplevelse og tanke, imens der skrives og læses. Hvordan taler og skriver folk? Hør og se efter og undersøg det. Leg med det. Almindelige udsagn er interessante. Ord er konkrete, præcise og besynderlige. Der findes ikke noget mellem linjerne. Jeg foretrækker enkle og konsekvente greb. Simple betragtninger i sammensatte strukturer. Dygtighed og smarte løsninger er decideret farlige. Fraser og jovialitet er ikke til at holde ud. Lad være med at belemre mig med stemning. Poesi skal ikke fimse og imponere, tror jeg.

3 kommentarer:

  1. "Dygtighed...er...farlig(e)"

    1) Hvad forstår du ved dygtighed?

    1.1) På hvilken måde er denne dygtighed farlig?

    2) Definér (venligst) forskellen mellem manifest og poetik!

    SvarSlet
  2. Hej Erik

    Man kan være for glad for sin egen dygtighed, jeg tænker på, at man skriver unødvendigt litterært lir, parfumerer, fedter teksten ind i personlige darlings og flotte effekter - en slags ude af sync virtuositet, som kommer til udtryk som overdreven brug af virkemidler, en slags selvforelsket blindhed, fordi man dyrker noget (i egne øjne) smart eller sejt.

    I don't know, dygtighed er jo fin og vigtig, hvis man kan styre sig/sine virkemidler, men der må gerne være noget, der sender den skrivende på røven - vipper hende/ham ud over sin kunnen. Man skal også være amatør og dum over for sit stof, tror jeg.

    Mange bliver så imponerede af poesi eller regner med, at poesi skal være specielt og opladet sprogligt - altså det jeg vil kalde dygtigt sprog, som flotter sig uden grund. Det bryder jeg mig ikke om. At skrive dygtigt bliver farligt for forfatteren selv (til gengæld helt ufarligt for læseren, er jeg bange for).

    - Giver det mening?

    Jeg ved ikke, hvad forskellen på et manifest og en poetik er. Jeg medgiver, at min korte tekst nok meste ligner en poetik - så længe der siges noget normativt om skrift, er jeg ikke så interesseret i, om teksten er det ene eller andet.

    Kh Mads

    SvarSlet
  3. Hej Mads

    Jeg kan sagtens følge dig. Men der går let meta i maskinen (hvis du kan følge mig). Hvis vi rewinder i din tekstblok, så står der (på ønskelisten): "..enkle og konsekvente greb. Simple betragtninger i sammensatte strukturer." Og dét er konkret snak som vor mor lavede den; dér er det bare at gå igang.

    Men dygtighed er en tricky størrelse. At blive imponeret af sig selv er menneskeligt; så må man redigere efter behov, hvad der er en integreret del af dygtigheden. Man kan efter min mening ikke blive dygtig nok. Et vigtigt element af dygtigheden er at kunne styre sine virkemidler; enig.

    Dygtighed er for mig ensbetydende med professionalisme. Når det professionelle fundament er etableret, begynder man at skrive; og man bliver ved med at skrive, selv når man føler at man gentager sig selv; men det er ikke muligt at gentage sig selv; så man bliver ved med at skrive...! Dét er dygtighed: at være dygtig som en Bjørling eller som en Jäderlund eller som en Major eller som en Thykier.

    Læseren er sagen uvedkommende.

    Det kan aldrig være farligt at skrive; det er derimod farligt at lade være med at skrive; en sand forfatter kan ikke andet end at skrive; skriftens ophør er ensbetydende med døden. Kys dine darlings til døde!

    Om det giver mening? Ja det giver god mening (for mig:-). Det er en god tekst du har skrevet. Og det er yderst sympatisk at du loyalt tager digternes parti.

    Manifest: Kollektivt imperativ ("Vi ønsker en litteratur som osv.")

    Poetik: Singulær forfatters refleksioner omkring sin digtpraksis ("mit digt bliver først fuldbårent, når jeg gør ditten eller datten")

    /Erik

    SvarSlet