fredag den 15. januar 2010

Nemlig, nemlig, nemlig! - Bukdahl anmelder Seancer i dag

Jeg har pasted hele anmeldelsen:

Hedeslagserie: Brevduer kylet ad H til
Man skal være alvorligt hjemsøgt – af spiritister, omstillingsdamer og Frankensteins mor – for at skrive så ubændigt elektrisk som debutant Ida Marie Hede.

Af Lars Bukdahl

Hvor er det en lise – efter en juleferie fuld af homogeniseret tvangsprosa – at udsætte sig for en genuin VILD, energisk og egensindigt klumpet skrifthandling i form af 29-årige Ida Marie Hedes debutbog Seancer på lilleforlaget Anblik.

Ingen genrebetegnelse, for titlen er i sig selv genrebetegnelsen, i nemlig den spiritistiske betydning af ordet »seance« som højtideligheden, hvor et medie modtager og videregiver beskeder fra åndernes verden. Jeg har netop genset den episodefra tv-serien Sopranos, hvor gangsteren Paulie Walnuts ved en sådan seance attakeres af et helt kor af sjæle, han har whacked. Sådan er det også at være deltager i de seancer, Ida Marie Hede er skriftligt medie for: ingen ro overhovedet påbankesignalerne, kajerystere uddeles til både højre og venstre.

Bogens anden del er helliget et af de mest berømte medier, Kate Fox, der sammen sine to søstre Leah og Margaret var en stor succes i New Yorks selskabsliv i anden halvdel af 1800-tallet. Eller helliget og helliget, vanhelliget måske snarere, eftersom Ida Marie Hedes åndeskrift farer ind og ud af Kate Fox' livshistorie, hvor kun begyndelsen, søstrenes første tricks/seancer i lillebyen Hydesville, og slutningen, forladt af alle og begravet på fattigkirkegården, rigtig er til at få øje på – og flyver helt forbi:

I det afsnit, der hedder »Kate Fox' hjerne: amygdala (mandelkernen)«, og som til en start faktisk forsøger, poetisk-faktuelt, at beskrive denne del af hjernen, nutids-zappes der pludselig til først »En fyr der hedder Kriller« på en spillecafé i Rantzausgade, så en Bunnypige i Las Vegas og endelig en ludoman på Royal Casino i Århus:

»Pølsede århusianske fingre, der stabler babelstårne af jetoner, der igen væltes af gigantiske jyske manchetter./ En hvid cirkel om en mandsfinger efter en satset og tabt vielsesring. Studinen i ordinær satin og roser så røde. Troen på det højeste gode. Et hjerte der dunker højere en lyden af roulettens trillende kugle.«

Hvilket er Ida Marie Hede i det venligt kommunikerende hjørne! Få linjer længere nede, da vi vistnok er tilbage i hjernen, er hun fuldt flintrende atter: »Amygdalas pupil flipper gennem sit billedarkiv. Psykedeliske kranier roterer, blinker intakte i skærmen, fem på stribe, vamle femlinge. Kraniernes 10 øjenhuler titter frem i bøgegrøn og pink. En triumf i tilfældighedernes system.« Hvad for noget for noget? Akkurat!
I bogens første, længere del er hovedånderne dels navnløse, ikoniske amerikanere i 1940erne og 1950erne, det gælder teksterne »Californien«, »Hollywood« (højst fordrømt) og »Omstillingsdamen« (så godt som (noir)realistisk) og dels Luigi Galvani, opfinderen af elektrisk galvanisering, og Mary Shelley, forfatteren til romanen om Dr. Frankensteins elektrificerede monster, i den formelige skrift-tour de force »Mary Shelley«.

Midt imellem befinder tre groft uformelige, hovedåndløse tekster sig, »Hullet«, »Flugt« (med gæsteoptræden af Marilyn Monroe(s røvhul)) og »Fødsel«. Den sidstnævnte er en hymnisk beskrivelse af en bys fødsel og opvækst, afbrudt (via eksploderende metaforer) af et »publikum« til fluxuskoncert og på museum. Hvis I kan se det for jer? Men det kan I nok kun, hvis I har læst det, og så er problemet at få det ud af hovedet igen!

Der er fart på idiosynkrasierne (elektricitet + spiritisme & Co.) og idiosynkrasi i farten – to fjerne fætre i den yngre litteratur: poeten Kaspar Bonnén og prosaisten Kasper Nørgaard Thomsen – men det virkelig imponerende i Ida Marie Hedes bogturbine er den frihed, som fart og tempo og idiosynkrasier paradoksalt nok muliggør, til konstant at skifte tid, fra 1800-tal til netop nu, og skala, fra kikkertundersøgelse til satellitfotos, og sprogtone, fra dirrende poesi til streetwise vrængen.

»Og en skæv kraft frem« står der alene på en linje et sted, og det er så god og præcis en beskrivelse som nogen af visionen og strategien i Ida Marie Hedes ualmindeligt talentfulde bog. Lige nedenunder kan hun igen ikke holde op: »motorer i alt det nye, Kate Fox er nødt til at springe ud i, fordi det er integreret i verdens orden, at fænomenerne vælter dramatisk fremad, som en verden af hænder, der griber om hinanden, slipper hinanden og hvirvler af sted.«

Nemlig, nemlig, nemlig!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar