Min velkomst til Tag og læs! - Køn

Velkommen til Testrup Højskole, og velkommen til denne femte udgave af litteraturseminaret Tag og læs!, som siden begyndelsen er lavet i samarbejde med dagbladet Information. Information har også i år været med i planlægningen, avisen dækker ugen med blogindlæg på nettet og i den trykte udgave med artikler om de diskussioner og temaer, vi vil komme ind på relateret til køn og Montanas Litteraturpris.

Avisen har så at sige tyvstartet, i den forløbne uge har man kunnet følge med i artikelføljetonen Den kønsopdelte bogreol, der har man kunnet læse, at mænd er til fakta, kvinder til fiktion – der er næsten ingen mænd, der gider at læse skønlitteratur. Og lad os bare kigge rundt i lokalet, vi befinder os i nu, måske er der noget om snakken?!

Det fremgår af Rasmus Bo Sørensens artikel i tirsdags, at ”det er kvinder på 35 plus, der holder liv i skønlitteraturen i Danmark. Holdt de op med at læse, ville bogmarkedet ganske enkelt bryde sammen,” udtaler lektor i medievidenskab på Århus Universitet, Karen Klitgaard Povlsen.

For nogle år siden i biograferne – det vises muligvis stadig – var der altid et spot lige før den film, man skulle se. Spottet hed: Det laver dine venner, mens du er i biografen, og jeg husker særlig ét spot, som viste en live rollespiller udklædt som trold, som måtte stå i fryseposition med en kølle, fordi han havde fået strøet tryllepulver på sig. Man forestillede sig, at fyren var låst eller frosset på den måde under hele filmen. Sådan meanwhile. Vi kan jo forestille os, at en masse mænd sidder og læser populærvidenskab, biografier eller faglitteratur lige nu på samme stive, kedelige måde, mens vi befinder os her og skal sætte rigtigt spændende ting på dagsordenen.

Faktisk har Information i løbet af det seneste halve år haft mange artikler, som omhandler køn. En spændende serie, som blev bragt i efteråret, handlede om Musikkens kvinder. Overskriften lød i en de første artikler:

”En rigtig musiker er mand”. Fulgt op af: ”Mændene vrider soloer ud af instrumenterne. Kvinderne slanger sig foran mikrofonerne, og ligestillingen er ikke-eksisterende. Musikverdenen er en skævvridende størrelse, der vedvarende reproducerer billedet af det mandlige musikalske geni og den kvindelige sexede forsanger”.

Artiklen lå i forlængelse af en konference på Det Rytmiske Musikkonservatorium, Musik i Ubalance, der satte fokus på den kønslige og etniske ulighed i musikbranchen. Lad mig bare citere en enkelt udtalelse fra artiklen – af Henrik Marstal, musikprofessor og arrangør af konferencen på rytmekons:

”Myten om sex, drugs and rock‘n’roll er en udpræget mandlig myte, og det er mandlige skribenter, der har opfundet den. For en heteroseksuel mand er det den ultimative drengedrøm at drikke dagen lang, spille guitar og boltre sig i kvinder. Ligesom vores tv-kultur med X Factor udelukkende fremstiller piger, der synger pæne ballader. Og kigger man på bandet i programmet, er det kun fyre. Hvis der har sneget sig en pige ind er det for at synge kor eller lave rasle-rasle i baggrunden. Man benytter sig af stereotyper, fordi det stadigvæk er upassende at se en pige spille elektrisk guitar. Guitaren er jo en mandlig potensforlænger.”

Det er da en interessant iagttagelse. Eller påstand, om man vil. Den inviterer i hvert fald til en kritisk stillingtagen.


Det ser ud til, at det igen er blevet interessant at diskutere kønsrelaterede spørgsmål. Der er opstået en ny bevidsthed om køn, tror jeg, en lyst til at diskutere køn. Der er stadig grund til anfægtelser på kønnenes vegne. I vores nordiske nabolande har kønsdebatten stået på længe, og man har lavet tiltag som kønskvotering, som man først på det seneste, med en del skepsis i øvrigt, er begyndt at forholde sig til Danmark. I Danmark er diskussion af køn stadig tabu, det er, som om der går et halvfjerdserspøgelse igennem stuen, når begreber som ligestilling og kønsroller sættes i spil.

Personligt har jeg glædet mig meget til denne uge. Jeg synes, vi har fået sat et spændende program sammen, det bedste, vi har lavet so far, i mine øjne. Jeg tror, det kan blive mindblowing, men jeg er samtidig også nervøs for, at tonen kan blive skinger, når vi skal sætte kønsopfattelserne til debat. Erfaringen siger, at vi stivner i diskussioner om køn. Vi kommer på hælene og holder stædigt på vores, klamrer os til vante eller forstokkede forestillinger.

Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan. Folk kan komme op at køre over kønsdiskussioner på en måde, som jeg ikke kender fra andre temaer. Vi hæver stemmen, råber og skriger. Det kommer tæt på. Føler vi os som ofre i forhold til det andet køn? Hvor trist er det ikke lige? Er det derfor, vi anfægtes sådan?

Kønsdiskussioner er spændende, fordi de vil pille ved vores identitetsopfattelse, stereotyper og vaner udfordres. Anfægter du min forståelse af køn, anfægter du noget grundlæggende, nogle indgroede forestillinger, måske sågar nedarvede træk.

Vi kommer sikkert rundt om den her mange gange i løbet af ugen: Er kønnet biologisk bestemt, tænker vi som mænd og kvinder pga. genetiske forhold, eller er kønnet, noget vi producerer, skaber, italesætter, handler, altså noget kulturelt defineret? Findes der maskuline og feminine karaktertræk og måder, og hvordan er de i så fald funderet eller skabt? Der findes vel også andre end mænd og kvinder – et tredje køn?

Vi er selvfølgelig biologiske bæster, jeg er biologisk mand, det skal jeg skrive eller krydse af på min Facebookprofil og på spørgeskemaer etc., men jeg er i lige så høj grad og meget meget mere væsentligt bærer af kulturelle påvirkninger og måder. Jeg er heldigvis mindre mand end en rocker fx. Givetvis. Forhåbentlig.

Hvorfor findes der machokulturer og duller, får jeg lyst til at spørge? I Cinemaxx-biografen i Århus har de gudhjælpemig Macho Mandage og Tøse Torsdage, her elsker man stereotyperne, det opdagede jeg forleden, da jeg var inde at se Klovn – The Movie. Sådan noget kan ikke lade sig gøre i fx Norge, det må man simpelthen ikke. Er det i orden? Er det i orden at bekræfte flosklen: Mænd er fra Mars, kvinder fra Venus.

Jeg synes, det er umoderne at svælge i stereotype mande- og kvindetræk. Jeg irriteres over reklamespot som Oddsets: Der er så meget, kvinder ikke forstår. Det grin er et træt, resigneret grin i mine øjne. Et undertrykkende grin pakket ind i lun humor, som er den farligste. Det artikulerer afstumpet accept af stive, hierarkiserede kønsroller.

Sådan noget er vi for gode, fine og civiliserede til. I stedet for at bekræfte gamle kønsroller, skal vi tænke på nye måder, lege lidt mere med forestillingerne om køn, eksperimentere. Vi skal ikke, som nogen misforstår, nivellere forskellene mellem os, vi skal ikke være ens, vi skal bare være mere overraskende, sammensatte, komplicerede, kantede.

Jeg forestiller mig, at litteraturen er et spændende sted at eksperimentere med køn. I litteraturen kan alt vel ske, roller spilles, sættes sammen med og op mod hinanden på bevidsthedsudvidende måder.

Litteraturen er stærk og vigtig, når den vender op og ned på vante forestillinger, når den – og nu citerer jeg fra fundatsen til Montanas Litteraturpris – ”formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde”. Det ville være skønt, hvis vi nogle gange tænkte om og inden for samfundets indretninger, som vi gør om og i kunst – i kunsten er det en dyd at tænkte tingene til grænserne, ud over og på hovedet.

Jeg minder om, at Mette Moestrup, den første vinder af prisen, er feminist, og at hendes vinderbog, kingsize, stiller flere spørgsmål til vores opfattelser af køn bl.a. – hun stiller også kritiske spørgsmål til begriber som oprindelse og ophav. Jeg minder om, at et af de seneste års vindere af Nordisk Råds Litteraturpris, Sara Stridsberg, skrev om Valerie Solanas i bogen Drømmefakultetet, bogen var en slags identifikation med Solanas faktisk, Solanas, den berømte, berygtede feminist, som skrev SCUM Manifesto og skød Andy Warhol. I den rækkefølge. Stridsberg har oversat den svenske udgave af SCUM Manifesto, vi ville gerne have haft Stridsberg med i denne uge, men hun var desværre forhindret.

Afslutningsvis: Jeg er som Mette Moestrup – og de fleste svenskere, mænd som kvinder – feminist. Med det mener jeg og går ind for, at kvinderne skal ligestilles med manden i alle forhold. Desuden skal alle kunne være hvilket som helst køn, de ønsker, fysisk, såvel som i følelsen og tanken. Lad folk være queer, mærkelige, skæve, perverse – i virkeligheden, såvel som i litteraturen. Amen!

Min utilslørede dagsorden for dette seminar er: Ved enden af ugen er samtlige medvirkende på dette kursus feminister, selv Christian Dorph! – dette ”biologiske uheld”, denne ”uheldige kromosomsammensætning”, denne ”mislykkede kvinde”, som Valerie Solanas kaldte mænd as such. Mere om Solanas og hendes SCUM Manifesto i morgen eftermiddag, når Sjón – også vinder af Nordisk Råds Litteraturpris – taler. Hermed giver jeg ordet videre til Christian.