Bök banaliseret

Artiklen er så tilfreds med (havne)stemning a la Aftenshowet. Kunsten (Christian Böks oplæsning) på kajkanten udstilles som et skørt, skørt og pudseløjerligt show for en tosset gruppe kendere. Scenen, som den udfoldes i artiklen, er så fundet på, digtet frem, karikeret (på en klodset, pseudolitterær måde: Nettobådene (går jeg ud fra) fx, der beskrives som små blikspande - et ret upræcist, dårligt billede). Hvorfor? Journalisten er nedladende over for emnet og folk, der er dukket op til arrangementet, men han må også forestille sig en dum læser - hvem skriver han til? Hvem vil interesse sig for og begynde at læse Bök, når han skildres som en freak, en bizar klovn eller det, der er værre:

"Hans danske menighed er samlet i aften.

»Han er en af verdens dygtigste konceptkunstnere,« messes der forventningsfuldt.

Han ligner en terminator med et gummiansigt usmidig krop, stive skridt, et stramt bælte i de stonewashede jeans. Kæbepartiet ser først ud, som var det hugget i granit men så bliver det til gelé, når lyrikken tager fat. Svedpletterne bliver større under den lilla skjorte.

Vi sidder udenfor restaurant Custom House i Havnegade med udsigt til inderhavnen og Nordatlantisk Brygge. Det hundredårige pakhus gløder i aftensolen. De blå blikspande fra kanalrundfarten sejler forbi os, og gæsterne kigger undrende op."

Sjovt nok er journalisten ikke en del af oplæsningspublikum, som omtales med den afstandstagende sætning "hans danske menighed er samlet i aften", og afstanden bevidnes eller understreges efterfølgende med/ved den passive (men stadig meget ladede) konstatering "messes der forventningsfyldt".
Til gengæld er journalisten uproblematisk en del af det "vi", som sidder udenfor (uden for!) Custom House - det vi, som (tænker man jo) er kommet for at høre Bök, men som nu mere væsentligt for journalisten sidder i en idyllisk optegnet bykulisse. Det vi er et stærkt, dejligt, tilfredst vi, for det genkender "vores" by, som vi kan lide at se den. Oplæsningen skildres som en bizar, fremmedartet gestus, et ret beset fjollet - sødt måske, men fjollet ("»Er det ikke lidt megalomanisk?«, hvisker en tilskuer" om "en af verdens dygtigste konceptkunstnere") - indslag i vores allesammens københavnske sommervirkelighed.