fredag den 25. november 2011

Indstillingerne til Montanas Litteraturpris 2011

I dag er det blevet offentliggjort, hvilke bøger Testrup Højskole og Dagbladet Information nominerer til Montanas Litteraturpris 2011. Nomineringerne præsenteres i Bøger, Informations bogtillæg.

En indstillingskomite bestående af Lilian Munk Rösing og Peter Nielsen fra Information og Christian Dorph og undertegnede fra Testrup Højskole har udvalgt seks bøger fra 2011, og et dommerpanel bestående af Erik Skyum-Nielsen, Thomas Thurah, Kamilla Löfström, René Jean Jensen og Elisabeth Friis udpeger senere prismodtageren, som afsløres ved en festlig prisoverrækkelse på Testrup Højskole i forbindelse med litteraturseminaret Tag og læs! – Vrede og anfægtede stemmer i litteraturen fredag den 13. januar 2012.

Montanas Litteraturpris gives hvert år til et dansk værk, som inden for sin genre er fornyende eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde. Prisen er sponsoreret af Montana Møbler A/S og er på 100.000 kroner. Prisen kan gives til skønlitterære udgivelser, essaysamlinger, fagbøger og biografier og er indstiftet af Testrup Højskole og Dagbladet Information i 2006. De foreløbige modtagere af prisen er:

2006: Mette Moestrup, kingsize
2007: Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden 1+2
2008: Niels Frank, Små guder
2009: Lars Skinnebach: Enhver betydning er også en mislyd
2010: Pia Juul, Radioteatret

Nomineringerne i Information i dag er motiveret med seks indstillingstekster skrevet af indstillingskomiteen.

Aarhus Kommunes Biblioteker følger op på nomineringerne i Information med trykte flyers, en plakat og en litteraturliste, der præsenterer de nominerede forfatteres bibliografier. I december vil de nominerede bøger desuden være udstillet på biblioteker i Aarhus. Spørg til bibliotekernes trykte materiale om Montanas Litteraturpris på dit lokale bibliotek i Aarhus-området.

Her følger indstillingskomiteens tekster fra dagens Information. Christian Dorph og Lilian Munk Rösing er krediteret for teksterne i avisen, men jeg er også to blame:


Helle Helle
Dette burde skrives i nutid

af Lilian Munk Rösing

I sin seneste roman viser Helle Helle sig endnu en gang som en mester i at transskribere mundtligheden og gøre os opmærksom på, hvad det egentlig er for nogle absurde ting, vi går rundt og siger – ting, som ikke giver megen grammatisk eller semantisk mening, men fungerer rent pragmatisk. ”Var det engelsk vel til i morgen?” spørger eksempelvis en elev sin lærer i S-toget – og den sætning bliver man nødt til at sige højt for sig selv mange gange, før man forstår, at den er helt mundret. Men romanen er langt mere end finurlig sprogbotanik. Den er en beretning om stor ensomhed.
Romanens jeg-fortæller Dorte beretter om dengang i 80erne, hvor hun boede ved Glumsø station og tog toget ind til København for at studere litteraturvidenskab, men sjældent kom længere end til det nyopførte indkøbscenter Scala. Jeg-personens ensomhed gennemlyser skildringen af søvnige dage og søvnløse nætter i den sjællandske provins. Og ensomme og formålsløse vandreture i det mest provinsielle København. Og mængder af tørkager (hindbærsnitter, honningbomber, napoleonshatte), der indkøbes hos bageren og fortæres.
Lige så ensom er Dortes faster og navnesøster, der har en smørrebrødsforretning i Slagelse og bestandigt er inde i et nyt parforhold, som også vil gå i stykker. I vanlig Helle Helle-stil siger de to Dorter meget lidt og alligevel alt til hinanden: ”Jeg har helt glemt at spørge, hvordan det går med Hardy, sagde jeg. – Nå, men det går fint nok, sagde hun. Så gik det alligevel ikke.”
Helle Helle skriver bevægende om Dorte og Dorte. Som sædvanlig i forfatterskabet er det ordknappe venindeforhold ikke nødvendigvis et billede på fortrængning og berøringsangst, men snarere på, at meget mellem mennesker udspiller sig hinsides verbalsproget. Helle Helle er den, der kan lade sin ene Dorte tilbyde den anden at ”ordne hendes tæer” på en måde, så det på én gang emmer af skønhedssalon i Slagelse og af bibelsk barmhjertighedsgerning.
Håbet i romanen træder ind i skikkelse af studiekammerat og digterspire Hase, der bliver gesandt for den digtning, som i Helle Helles eget liv blev en fremtidsåbning, ligesom den i romanens slutning ser ud til at blive det for Dorte.
Det siges, at seriøs hurtiglæsning fortrænger enhver affektiv reaktion under læsningens forløb, men at affekterne så passerer revy i læserens sind efter endt læsning: Man ser op fra teksten og er pludselig ked af det, glad, sur, sitrende, eller hvad det nu måtte være. Med sin ordknappe skrivestil bevirker Helle Helle en lignende læseoplevelse. Man ser op fra denne roman og er dybt berørt.

*

Bjørn Rasmussen
Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet

af Christian Dorph og Mads Eslund

Bjørn Rasmussens romandebut Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet er heftig og medrivende læsning. Historien er halvt om halvt selvbiografisk, men eksploderer og udarter i fiktive og sprogligt rablende excesser og tableauer. Den centrale og genkommende scene i bogen er romanfiguren Bjørns møde som voksen med sin gamle ridelærer og elsker, som han havde et passioneret SM-forhold til som 15-årig; en både lyst- og hadefuld besættelse, som forfølger ham op i voksenlivet. Dette gensyn sender os mange år senere tilbage til opvæksten på en rideskole i Lemvig i en hørm af heste og landlig overklasse med en neurotisk forstyrret mor, foruroligende normale brødre, jagtselskaber og dyre racehunde. En lille håndfuld fotografier danner en slags spejlingsakse i bogen og forstærker den grelle kontrast mellem virkelighed og fiktion, som er bogens særkende. Fortællingen falder i scener og indfald og er delvist fremadskridende i tid, men uden plot eller vanlig narration.
Rasmussens prosa er en vild skrift, sætning for sætning overrumplende. Stemmen er hysterisk og rå, selvhadende og rablende, men de voldsomme erfaringer skrives også frem med fint følt elegance og ømhed mange steder, aggressionen komplementeres af en nærmest bevægende indlevelse, fx i fascinationen af den begærede ridelærer under en skovtur med badescene.
Rideskolen, hvor teenageren Bjørn vokser op og gør sig sine første seksuelle erfaringer, er en skole for kontrol af kroppe, hestene plejes og dresseres af skolens elever og instruktører, og ridelæreren behandler Bjørn som en hest, han vil dressere teenagedrengen. I mødet med ridelæreren får Bjørn afløb for sit begær, samtidig udleveres han til mandens dominans og luner.
Bjørns seksualitet bliver en frigørelse fra Onkel Lemvig, provinsens totalitære normalitet, dens besvær med og foragt over for det afvigende anderledes. Men samtidig sælger han sig til djævelen, a.k.a. ridelæreren, og gør sig til en slave af sin lyst. Han bliver til krop, til genstand og effekt for et andet menneskes begær. Identiteten defineres eller afgrænses af huden – og så har vi romanens titel.
I slutningen af bogen træder forfatteren ud af fortællingen og sender hilsner til sine litterære forbilleder, bl.a. Duras, Plath, Acker, og Hesselholdt. Rasmussen har, som han skriver ”ikke fundet på det hele selv”, men hugget fra disse forbilleder, skrevet oven på eller af efter andre fortællinger. Romanen er virkelig en roman. En smuk og rystende, fuldstændig særlig bog.

*

Lars Frost
Skønvirke

af Christian Dorph

Med Skønvirke afslutter Lars Frost sin ambitiøse romantrilogi om det danske velfærdssamfund. Vi er nået til en ikke nærmere bestemt fremtid, fint antydet, der er fx bygget nye broer, bl.a. en til Samsø, læger, politifolk og seriemordere er overvejende kvinder, alkohol er fjernet fra vin, kød erstattet af tofu og soja, og sygdomme helbredes ikke, men slettes. M.a.o. en slet skjult fremskrivning af nogle tidstypiske dårskaber, sundheds- og kropsdyrkelse, øko-feminisme etc.
Skønvirke har alle ingredienserne til en moderne femikrimi: sex, brutale drab, forstilt familieidyl – og et sprog, der er tilstræbt fladt og simpelt. Lars Frost kan skrue op og ned for sin stil og sine virkemidler og efter behag veksle mellem empati og kynisme, poesi og pastiche, høj og lav stil. Det kan virke overlegent og smart, som blær, men ironien og legen med virkemidler løsner op for den patos og smerte, der ligger i dystopien og den apokalypse, der er i historien.
I nogle korte afsnit krydsklippes mellem den ensomme rappenskralde af en kriminalassistent, Mathilde, der jagter en seriemorder og bliver suspenderet pga. sin overvægt efter en skilsmisse, Lise og hendes akademikermand Flemming, der har slemme hemmeligheder for hinanden, og Lises bror, Jens, der vender hjem fra krigen, da Spanien er faldet. Efter en familiejul på Fanø med Jens, Lise og Flemming og deres mor skifter bogen pludselig spor og retning. Den krigstraumatiserede Jens lukker og slukker femikrimien med en brandbombe og et skuddrab og forsvinder ud af landet til et udbrændt, smadret Amerika og suges op i et slæng af subsistensløse, et ’vi’, der giver fanden i alting og søger nordpå for at arbejde i Skovene med en enlig kvinde på slæb til fælles afbenyttelse. Mændene tager videre op i bjergene og beames til slut op i et rumskib af nogle aliens. Herefter bryder også sprog og syntaks sammen i en sørgmunter Joyce’sk finale: ”Skventræer. Håblinsky skventræer … TIL hurlumhejhuset med bimletårnet. Bimlende. Find røven og slå på den.”
Romanen følger det katolske rekviems dele (introitus, Kyrie, Dies irae etc.) og kan læses som en dødsmesse for manden og den vesterlandske kultur. Det er sort og kynisk og deprimerende, men der er også en ømhed at spore, både i den forstilte familiejuleidyl på Fanø, i portrættet af Mathilde og i de fortabte mænds deroute og deres frafald fra kulturen, velfærdssamfundet og verden. En sikker og overbevisende afslutning på en litterært opsigtsvækkende serie.

*

Janina Katz
Skrevet på polsk

af Lilian Munk Rösing

Janina Katz er født i Polen, men har et meget anerkendt dansk forfatterskab bag sig. For første gang har hun nu skrevet en digtsamling på polsk, men udgivet den i sin egen danske oversættelse. Det er blevet til fyrre fantastisk intense digte, som er lige så mættede med smerte og vrede som med humor og ømhed, lige så vægtige som nonchalante.
Samlingen indrammes stærkt af de to digte ”Dengang (1)” og ”Dengang (2)”, hvor det lyriske jeg skildrer sig som ”en lille Eurydike”, et barn, der er ”revet ud af helvedet” og ”sidder under et ungt æbletræ/ begloet af krigen”. Janina Katz blev som barn selv revet ud af Holocaust-helvedet, hvor hendes forældre gik til grunde, og hendes digte er skrevet fra den position, hvor man er og bliver ”begloet af krigen”. Der er ikke megen guddommelig mening i digtenes univers; vi er i en tid, hvor verden går under igen og igen (”Bag vinduet fejrer/ verdens undergang/ endnu en fødselsdag”), og hvor solen ærlig talt er temmelig træt af jorden (”Gid den gamle luder/ holdt op med at kredse om mig”).
Digtene handler om det døde (moderen, faderen, Gud), om alt det, der aldrig var (”ufødte børns ikke begravede aske”, ”mit ikke-bryllup”, ”en ikke-trykket hånd”), og de vrimler med allegorier, ofte i form af personifikationer. I en meningsforladt verden kan man ikke som den romantiske digter lade den konkrete sansning udfolde en sværm af betydninger, som peger på noget større end den selv. Næ, hvis man vil have et billede på krigen, er man henvist til skrive den med stort og lade den glo. Hvis man vil have et billede på hjertet, må man gøre det til ”en evig teenager”, der ”strejfer om i de elysiske marker.” Hvis man vil gøre et billede af verdens undergang, må man lade den fejre fødselsdag.
Allegorien er metaforens skikkelse i en verden af aske. Og der er lige så stor forekomst af ordet ”aske” i Katz’ digte som af allegori. Men asken kan hos Katz være liderlig: ”en håndfuld liderlig aske./ De sidste gnister springer frem/ med en kraft/ der er en bedre sag værdig”.
Der er aske, tab og negation i Katz’ digte. Men der er også et forjættet land. Konkret i rejsedigte fra Israel, mere flygtigt og abstrakt i de strejf af venindekvidren og kunstens skønhed og elskeres ømhed, som lyser ind i det askegrå.
I et digt ”trommer hjertets spætte kaddishbønnen ud”. Kaddishbønnen er den jødiske bøn, der på én gang er klagesang (over at de døde de døde) og lovprisning (over at de har levet). Katz’ digte kan læses som sådanne klagende lovprisninger eller lovprisende klager, både over det, der var, det, der aldrig blev, og det, der er på trods.

*

Pablo Llambías
Monte Lema

af Lilian Munk Rösing

Der er omkring 400 sonetter i Pablo Llambías’ Monte Lema, og der er, som den klassiske sonetform foreskriver, 14 vers i hver sonet og (med en vis fleksibilitet) 10-11 stavelser i hvert vers. Ingen metrik, men masser af rytme. Ingen rim, men masser af enjambementer. Teksterne er formet efter den metode, som digter-jeg’et selv benævner ”sonettering”: ”Niveau et:/ dagbog. Niveau to: fortætning. Niveau/ tre: sonettering. [...]”
Vi har altså at gøre med en fortættet dagbog i sonetform. Tematisk opdelt i tre: ”Poetik”, ”Angst”, ”Kærlighed”.
Sonetterne i ”Poetik” handler om sonetformen, om bekendelsesgenren, om Llambías’ arbejde på Forfatterskolen, om bøger, han har læst, om polemikker, han har befundet sig i. Man finder titler som ”Leonora Christina Skov er igen ude efter mig i Weekendavisen” og ”Jeg kan godt lide Tomas Espedal og Tone Hødnebø”. Det er i starten af denne del, digter-jeg’et står på toppen af det schweiziske bjerg Monte Lema en anden Jens Baggesen på spidsen af St. Gottard, men modsat Baggesen har digteren her sin uimponerede søn med og er langt fra en sublim erfaring af det guddommelige.
”Angst” handler om et jeg, der lider af angst og paranoide forestillinger om andres fjendtlighed, og om hans erfaringer med diverse psykofarmaka. Her finder man titler som ”Zombien er virkelig fremtidstræt”, ”Ved sindssygdomme” og ”Jeg skal både til psykiater og psykolog på samme dag”. Han sporer selv sin psykiske ”sygdoms” oprindelse til den nat, hvor hans søn blev født og var ved at dø.
”Kærlighed” handler om jeg’ets forhold til ”L”, en omsorgsfuld, moderlig sygeplejerske, som han både gider og ikke rigtig gider at kæreste med. Vi får billedet af et jeg, der ”lider af mangel på mangel”, der ”ikke magter at være elskende” .
I Llambías’ bog bliver alt ”sonetteret”: Ikke bare digterens egne fortættede dagbogsoptegnelser, men også citater af hans lekture, hvad enten der er tale om Deleuze, Rousseau, Kertész, en psykologisk bog om objekttilknytning, programmet fra et højskolekursus i spirituel selvudvikling, eller følgesedlerne til de psykofarmaka, hvis fremmedartede latinske navne er strøet kursiverede ud over midterdelen: ”Zyprexa, min sløvesvend”, ”Risperidon-sonetterne”.
Man bliver grebet af denne bog, man bliver grebet af formen. Der sker noget både æstetisk virkningsfuldt og tankebefordrende i mødet mellem brugsprosa og sonet, spontan bekendelse og formel tugt, grimme og poetiske ord, nulstillet sind og musikalsk frasering.

*

Hanne Højgaard Viemose
Hannah

af Mads Eslund

Hannah er titlen på Hanne Højgaard Viemoses romandebut og navnet, identiteten, som romanens jeg-fortæller Anne påtager sig, mens hun plukker bananer på en plantage i meget afsidesliggende Tully i Queensland, Australien. Anne, der som barn kaldte sig selv for Hans og blev ulykkelig, ødelagt, over at få bryster i puberteten. Hannah er et palindrom, et miks af Hans og Anne, navnet åbner sig til begge sider. Romanen og navnet Hannah skildrer Annes forhold til køn, Annes seksuelle præferencer, hun er til fyre og kaster sig godt i grams blandt mænd, men oplever kun seksuel nydelse, når hun er sammen med kvinder.
Hannah er ”En [autentisk] historie om en ung kvinde som flygterfinder sig selv sex vold og bananer”, som det fremgår drilsk og også bevidst småfjollet af en håndskrevet papirlap på romanens hjemmelavede scrapbogsagtige omslag. Hannah ligner en selvbiografisk backpackerskildring, en ungdomsroman, men dannelsesrejsen løber vild hos Viemose og ender i forvirring, forstillelser og hårdt fysisk arbejde. Der leges med forventningerne til backpackerfortællingen, og der leges med kønnet, som udfordres og anfægtes.
Det er simpelthen befriende og usædvanligt at være i selskab med en djærvt forbumlet kvindelig fortæller. Anne/Hannah er en stærk og handlekraftig person, men hun havner hele tiden i umulige situationer og forhold, ender steder, som hun ikke kan komme væk fra igen, steder, som udbytter og udnytter hende og vennerne groft. Bananplantagen i Tully er en moderne slavefabrik, alpejobbet som Serviertochtere for lumre, gamle østrigske mænd og senere jobbet som topløs bartender på et truckstop i Australiens røde outback er et par eksempler.
Det er en stor kvalitet i Hannah, at fortælleren er så lidt selvoptaget, hun er mere optaget af at beskrive sine omgivelser, vennerne, arbejdet selvfølgelig og den fantastiske natur, hun må slide i for at få penge til dagen og vejen. Naturbeskrivelserne og persontegningerne brillerer i den utroligt veloplagte og ligefremme prosa. Viemose skriver med en svimlende fart og præcision, de steder og personer, hun skriver om, bliver fuldstændig nærværende for læseren. Stilen er uprætentiøs.
Hannah er et godt bud på en moderne proletarroman. Bogen skildrer smukt arbejdspladsen, som hos fx også Lone Aburas og Kristian Bang Foss de seneste år. Men hun tager bogstaveligt talt genren et nyt sted hen, down under, og tilføjer den originalt nye aspekter med elementer fra rejsefortællingen og ungdomsromanen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar