fredag den 20. september 2013

Mørket virker farligt, uhyggeligt, når man kigger ud på det gennem vinduerne inde fra et oplyst hus. Det tænker jeg aldrig over, når jeg er hjemme, men jeg tænker på det, hvis jeg er et nyt sted, fx i et sommerhus, og jeg tænkte det også i løbet af den første aften her i vores store træhus i Norge. Der kunne stå en person lige uden for vinduet og kigge ind på os.
Man kan ikke se ud, når det er mørkt udenfor, og lyset er tændt inde, ruden virker som et spejl, og den er jo også et slags spejl, kan man sige, det er ens egen projektion, ens egne galopperende forestillinger fulde af opsamlede klicheer fra gyserfilm, man er bange for, går jeg ud fra. Der står jo ikke nogen derude.
Den første aften i huset var jeg, selvom jeg prøvede at virke cool over for Elin, der ikke bryder sig om at være alene, når det er mørkt, lidt urolig, smånervøs, da jeg skulle lægge mig. Elin var gået i seng før mig og sov, jeg gik i seng og lå og lyttede til husets lyde og ønskede sådan, at Elmer eller Polly vågnede, så en af dem kunne komme ind i sengen til os. Jeg føler mig helt tryg og ubekymret, når et af børnene er hos mig, tæt, som man er, når man sover med sit barn. Heldigvis vågnede Elmer en halv time efter, jeg havde lagt mig. Jeg stod op og løftede ham ind i vores seng, og så faldt jeg hurtigt i søvn og sov tungt hele natten.
Elmer kan godt lide at nulre hår på Elin eller mig, når han skal falde i søvn. Han tager en tot pandehår og trækker den mellem sine fingre og falder på den måde til ro. Da han var spæd, førte han fingrene over sine øjenvipper, når han skulle sove, det gav den samme effekt, men nu vil han altid nulre vores hår, når han skal sove. Det virkede også beroligende på mig den første aften i huset, han aede mig i søvn.
Næste aften og nat var det allerede blevet bedre. Jeg lå og lyttede, men var ikke på samme måde som første aften gået i stå i min uro. Jeg faldt hurtigt i søvn, og nu har jeg vænnet mig til lydene i huset. 
På både norsk og dansk har man ordet mørkeræd, der beskriver den følelse, jeg lige har beskrevet. I Norge har man også et ord for den uro, man kan opleve, når man er alene hjemme og utryg, bange i sit eget hus, det behøver ikke at være mørkt udenfor, men det bidrager sikkert til ængstelsen, man kan være husredd. Jeg tror ikke, man har et lignende ord på dansk, man kan ikke være husbange på dansk, jo, måske kan man være det, men man bruger ikke det ord. Heroppe er husredd et ord, alle kender og bruger.
Måske kender de fleste heroppe til følelsen at være husredd. Det virker som en lidt for enkel tanke, synes jeg, at det er fordi, der er så langt mellem husene i Norge, man føler sig overladt til sig selv, hjælpeløs, afsondret fra hjælp, hvis der skulle stå en gal person uden for vinduet, hvis den person skulle få lyst til at bryde ind i huset og gøre skade på en. Hvorfor har man et ord for den følelse i Norge og ikke i Danmark?
I dag har jeg lyttet til videoklip med Åke Hodell på Youtube og Ubuweb. Der er blevet lagt en fin videoanimation op af Hodells lyd- og billeddigt General Bussig på Youtube, som jeg var glad for at se. Jeg har flere gange brugt lydværket General Bussig i forbindelse med skriveundervisningen på Testrup. Med dette klip bliver sammenhængen mellem lyd og konkretistiske manøvrer, eksercitsen af figuren eller bogstavet, på arket tydeligere, det vil jeg vise eleverne næste gang, jeg skal præsentere noget om audiopoesi.
Jeg faldt også over en fin oplæsning af Joar Tiberg på Expressens netavis, han læser op af Tung trafik och lilla vägen, han sidder og blader tilfældigt i bogen, sidder og sampler live.
For syv år siden hørte jeg Joar læse op i køkkenet på Biskops Arnö. Han læste bogstaver op med den heftigste energi, det var så råt, det er en af det bedste oplæsninger, jeg har hørt.
Der er noget noia-agtigt, afsindigt og anti-voldsideologigisk over Hodells og Tibergs universer, opdager jeg nu, hvor jeg sidder og skriver dette. Jeg forsøger ikke at lave en plat forbindelse mellem utilpasheden i huset her den første aften og de tekster, jeg har siddet og hørt i dag. Nu irriterer det mig, at jeg sidder og producerer paranoiatematik, det var ikke det, der var meningen. Her er et link til Joar Tibergs oplæsning, så kan hans tekst stå for sig selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar