torsdag den 16. oktober 2014

Skriveøvelser til en udstilling på SMK

Øvelser lavet af KB Foss og mig til Elmgreen og Dragseths Biography-udstilling på SMK, i forbindelse med SMK Fridays og Kulturnatten. KB har lavet den første halvdel og jeg den sidste. Jeg har lånt et par sætninger af Anders Abildgaard og Helle Helle. Omdrejningspunktet for øvelserne er boligblokken i museets foyer.


Brug disse tre ord i din tekst:
Elektrisk, spejl, chokolade.


Brug disse tre ord i din tekst:
Magt, glitter, eksplosion.


Teksten skal foregå juleaften og indeholde ordet bulder.


Handlingen i din tekst må kun vare ti sekunder.


En af beboerne ligger og er ved at dø alene i sin lejlighed. Beskriv personens tanker de sidste minutter.


En beboer sidder og ser fjernsyn, men kan ikke lade være med at spekulere på, om overboen mon er død. "Krydsklip" mellem hvad der sker i fjernsynet og tankerne om overboen.


Fortæl historien om en af genstandene i et af værelserne, fx den vinkende kat i køkkenet eller elguitaren på drengens værelse. Historien skal besvar tre spørgsmål: Hvor er genstanden lavet henne? Hvordan er genstanden endt på værelset? Hvad betyder genstanden for ejeren?


Skriv en tekst om en af beboerne, der giver svar på, hvad det bedste han/hun ved er, og hvad det værste er.


Skriv om en af beboernes højeste ønske.


Skriv en tekst, der indeholder sætningen jeg orker ikke at rejse mig tre gange.


Skriv en tekst, hvor en af genstandene i rummet går i stykker.


Skriv en tekst uden at bruge bogstavet e.


Personen, der bor i lejligheden, kan ikke lide at møde sine naboer på trappen. Hun forstår ikke selv helt hvorfor. Beskriv hendes tanker, mens hun gør sig parat til at gå ud.


Skriv en tekst, hvor du starter med denne sætning, der er stjålet fra I.P Jacobsen:
Der burde have været roser.


Skriv en tekst, der indeholder tre løgne. Den første løgn skal være den mindste, og den sidste løgn skal være den største.


Skriv en tekst med en jeg-fortæller, der overdriver.


Skriv en tekst med sætningen:
Der er ingen døre i mine drømme


Skriv en tekst med sætningerne:
Der er døre i mine drømme. Døre, der ikke virker. Hvide døre


Skriv en tekst, som indeholder formuleringen fascistoidt forældrekøb


En mandlig beboer forsøger at lave en liste med fem ting, han godt kan lide ved sin ekskone. Han savner hende. Han har set hende med en ny mand.


Personen, der bor i rummet, har en fornemmelse af, at nogen kigger ind ad vinduet og har måske også set glimt af nogen, der gør det.


Denne sætning skal indlede din tekst:
Han føler sig som en teddy, der er ved at miste sit fyld


Lav et opslag til opslagstavlen i opgangen. En efterlysning. Eller brok fra en beboer eller ejendomsadministrationen. En ensom beboers forsøg på at komme i kontakt med folk.


Din tekst skal begynde med sætningerne:
Jeg drømte, jeg flød rundt i en pool med ansigtet nedad. Jeg så mig selv udefra.


Skriv videre:
Jeg kan ikke komme ud. Jeg trykkede space på min nye Acer, og så voksede den og foldede sig ud og rundt om mig som en Transformer


Din tekst skal indeholde sætningerne:
Hun kan ikke tåle lys. Hun har blændet ruderne med gamle aviser


Skriv en boligannonce, som sætter en lejlighed i boligkomplekset til leje.


Denne sætning skal indlede din tekst:
Socialministeren skulle prøve at bo her i en måned


Disse sætninger skal bruges i din tekst, som hedder Himmelseng:
Han elskede heste. Den sorte neglige, han havde købt i postordre, strammede over brystet. Rullegardinet med den gule bamse havde sat sig fast.


Skriv en indre monolog: En midaldrende mand irriterer sig over, at lyd og billede på fjernsynet ikke passer sammen/lyden er foran eller forsinket.


En kvinde har modtaget et postkort fra et eksotisk sted. Det er skrevet med en lille skrift og er fyldt helt ud, men er ikke til hende.


En teenager i et af rummene læser hate speak om sig selv på et chatforum. Han sidder med en guitar imens, øver akkorder måske. Gengiv noget af det, han læser.


Denne sætning skal være med i din tekst:
Det lugter af kødret, når naboen laver mad


Fortæl, hvordan de hvide persienner er blevet smadret i et af rummene. Der er en rød pære i vinduet.


Sådan begynder du din tekst:
Hun sætter sig i stolen og smiler, som om hun læner sig tilbage i sin træthed, eller, når hun læner sig fremad, ud ad den


Denne sekvens skal være med i din tekst:
Det var ikke gået så godt med den palme, han havde købt i IKEA.


Dette er indledningen på din tekst:
Jeg har en fast kunde, der altid falder i søvn på briksen. Han er venlig, men fortæller racistiske vittigheder.


Et barn ligger i sin seng og skal sove, det kigger på akvariet på den anden side af gardinet, fascineres af fiskene, fiskenes farverige verden i en lille kasse med vand.

En person sidder i mørke og stirrer på et tyndt, blafrende gardin i et åbent vindue. Lydene udenfor trænger ind i lejligheden.


To beboere mødes i hemmelighed på taget af ejendommen. Hvad laver de deroppe? Hvad er der deroppe?


En beboer har noia over, om naboen er terrorist, sætter observationer sammen, danner sig et billede, forestiller sig hvad, der vil komme til at ske, hvis han/hun ikke snart griber ind.


Brug denne sekvens i din tekst:
Hun kan huske en høj, perlende latter, som hun i flere år prøvede at eftergøre.


*

Børnene skrev de fedeste og vildeste tekster, da jeg var på SMK på Kulturnatten, her er to tekster skrevet af cool kids:




torsdag den 10. juli 2014

Tag og læs! på Testrup i januar skal handle om romanen

Tag og læs! – Romanen
4. – 10. januar 2015

Litteraturseminar på Testrup Højskole i samarbejde med Dagbladet Information

Dag Solstad, som er en højt respekteret norsk forfatter, åbnede 6. marts i år litteraturfestivalen i Hamar med bulder og brag ved at gå til angreb på anmeldelserne af sin seneste roman, og som en anden Knut Hamsun i begyndelsen af 1890’erne drog han efterfølgende rundt i landet og revsede en anmelderstand, som i hans øjne er i lommen på forlagene, som igen er styret af salgslogikker. Bogbranchen er faldet til markedspatten, og kritikerne er korrumperede og kan ikke forholde sig til ambitiøse litterære værker. Romanen skal underholde, men er i kunstnerisk krise, sagt lidt firkantet.
Slog Solstad huller i luften? Kan kritikken overføres til danske forhold?
Montanas Litteraturpris, som vi uddeler på dette seminar, er kun én gang givet til en roman, nemlig Bjørn Rasmussens heftige debut fra 2011, Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet. Ellers er prisen gået til seks digtsamlinger og en enkelt fagbog. Er det tilfældigt eller udtryk for, at den danske roman er i kunstnerisk krise?
De norske romanforfattere Karl Ove Knausgård, Tomas Espedal og Per Petterson er blevet store i Skandinavien og er på vej ud i hele verden, Knausgård indtager p.t. New York og USA, og der oversættes mesterværker af Cormac McCarthy, Herta Müller og Roberto Bolaño til dansk i disse år, og klassikere udkommer i nye udgaver. Til efteråret kommer fx Karsten Sand Iversens nyoversættelse af James Joyces Ulysses.
Herhjemme har Harald Voetmann bragt den historiske roman et andet sted hen med sine egensindige og vittige portrætter af Tycho Brahe og Plinius den Ældre, og Josefine Klougart er blevet rost og anerkendt, og Lars Frost har indfriet forventningerne med sin suveræne trilogi om velfærdsstaten.
Der er stadig et marked for romaner af høj litterær kvalitet. Men kan de nye danske romaner nok? Eller er romanen blevet til et museum? Er der brug for og kan vi forestille os en helt anden slags bog?
Det skal vi drøfte og spørge til på dette år Tag og læs! Desuden skal vi stille skarpt på bogsæsonen 2014, vi skal høre oplæsninger og paneldiskussioner, og kurset afsluttes, som sagt og vanen tro, festligt og pompøst med uddelingen af Montanas Litteraturpris på kr. 100.000.

Montanas Litteraturpris
Montanas Litteraturpris gives hvert år til en dansk forfatter af aktuel litteratur, som inden for sin genre er fornyende eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde. Prisen er sponsoreret af Montana Møbler A/S og er på 100.000 kroner. Prisen kan gives til skønlitterære udgivelser, essaysamlinger, fagbøger og biografier.

Arrangørerne nominerer i fællesskab løbende i efteråret seks aktuelle forfattere fra 2014. De nomineredes værker præsenteres i Dagbladet Information. Et panel bestående af forfattere og kritikere udpeger prismodtageren, og prisoverrækkelsen finder sted i forbindelse med seminaret Tag og læs! på Testrup Højskole.

Kursusledere
Christian Dorph, forfatter og højskolelærer
Mads Eslund, forfatter og højskolelærer


Indlæg
Tomas Espedal, forfatter
Samtale med Thomas Thurah, kritiker

Karsten Sand Iversen, oversætter
Den optimale ulæselighed
– om at oversætte Ulysses

Jeppe Brixold, forfatter
Sandhed og fiktion

Lilian Munk Rösing, kritiker og lektor
Humoralpatologiske udgydelser fra Uranienborg og omegn
– om Harald Voetmanns historiske romaner

Nielsen, forfatter
Litteraturens sidste udvej er ørknen
– om Roberto Bolaños romaner

Tue Andersen Nexø, kritiker og lektor, og Lars Frost, forfatter
På vej mod en ny roman?
– læsninger af Lars Frosts romaner

Kamilla Löfström, kritiker
Bogåret 14

Katrine Hornstrup Yde, journalist og kritiker
Replik

Kritikerpaneler
Erik Skyum-Nielsen
Lilian Munk Rösing
Thomas Thurah
Kamilla Löfström
Lars Bukdahl
Tue Andersen Nexø
Elisabeth Friis
René Jean Jensen

Oplæsninger
Tomas Espedal
Josefine Klougart
Harald Voetmann
Christina Hagen
Peter Højrup
Majse Aymo-Boot

torsdag den 22. maj 2014

Bidrag til fanzine

Har skrevet konkretpoesi (om Petter Northug) til et fanzine, som Karl Emil Rosenbæk har lavet. Der er lagt 30 print rundt omkring i Kbh (ved ikke hvor), og nu findes altså denne pdf. Mos den gerne rundt. Her er bidragene:

Ingvild Lothe: LEV ALLTID LIVET PÅ GRENSEN TIL DET ØDELAGTE…
Levi Ekberg: AT SÆTTE ØRE TIL EN KONKYLIE…
Elis Burrau: att be
Frøydis Sollid Simonsen: Nilkrokodille, omkring 70 år
Gita Maria Thomassen: Om sommeren stikker hvepsene dig…
Emil Kjær Voss: Bonustracks...
Mads Eslund: tre friser til et norsk samtidsikon
Lisa Petrine Cranner: Så vinter er det
Rasmus Halling Nielsen:
Benedicte De Thurah Huang: s m å k a r m o i s i n r ø d e tics

fredag den 20. september 2013

Mørket virker farligt, uhyggeligt, når man kigger ud på det gennem vinduerne inde fra et oplyst hus. Det tænker jeg aldrig over, når jeg er hjemme, men jeg tænker på det, hvis jeg er et nyt sted, fx i et sommerhus, og jeg tænkte det også i løbet af den første aften her i vores store træhus i Norge. Der kunne stå en person lige uden for vinduet og kigge ind på os.
Man kan ikke se ud, når det er mørkt udenfor, og lyset er tændt inde, ruden virker som et spejl, og den er jo også et slags spejl, kan man sige, det er ens egen projektion, ens egne galopperende forestillinger fulde af opsamlede klicheer fra gyserfilm, man er bange for, går jeg ud fra. Der står jo ikke nogen derude.
Den første aften i huset var jeg, selvom jeg prøvede at virke cool over for Elin, der ikke bryder sig om at være alene, når det er mørkt, lidt urolig, smånervøs, da jeg skulle lægge mig. Elin var gået i seng før mig og sov, jeg gik i seng og lå og lyttede til husets lyde og ønskede sådan, at Elmer eller Polly vågnede, så en af dem kunne komme ind i sengen til os. Jeg føler mig helt tryg og ubekymret, når et af børnene er hos mig, tæt, som man er, når man sover med sit barn. Heldigvis vågnede Elmer en halv time efter, jeg havde lagt mig. Jeg stod op og løftede ham ind i vores seng, og så faldt jeg hurtigt i søvn og sov tungt hele natten.
Elmer kan godt lide at nulre hår på Elin eller mig, når han skal falde i søvn. Han tager en tot pandehår og trækker den mellem sine fingre og falder på den måde til ro. Da han var spæd, førte han fingrene over sine øjenvipper, når han skulle sove, det gav den samme effekt, men nu vil han altid nulre vores hår, når han skal sove. Det virkede også beroligende på mig den første aften i huset, han aede mig i søvn.
Næste aften og nat var det allerede blevet bedre. Jeg lå og lyttede, men var ikke på samme måde som første aften gået i stå i min uro. Jeg faldt hurtigt i søvn, og nu har jeg vænnet mig til lydene i huset. 
På både norsk og dansk har man ordet mørkeræd, der beskriver den følelse, jeg lige har beskrevet. I Norge har man også et ord for den uro, man kan opleve, når man er alene hjemme og utryg, bange i sit eget hus, det behøver ikke at være mørkt udenfor, men det bidrager sikkert til ængstelsen, man kan være husredd. Jeg tror ikke, man har et lignende ord på dansk, man kan ikke være husbange på dansk, jo, måske kan man være det, men man bruger ikke det ord. Heroppe er husredd et ord, alle kender og bruger.
Måske kender de fleste heroppe til følelsen at være husredd. Det virker som en lidt for enkel tanke, synes jeg, at det er fordi, der er så langt mellem husene i Norge, man føler sig overladt til sig selv, hjælpeløs, afsondret fra hjælp, hvis der skulle stå en gal person uden for vinduet, hvis den person skulle få lyst til at bryde ind i huset og gøre skade på en. Hvorfor har man et ord for den følelse i Norge og ikke i Danmark?
I dag har jeg lyttet til videoklip med Åke Hodell på Youtube og Ubuweb. Der er blevet lagt en fin videoanimation op af Hodells lyd- og billeddigt General Bussig på Youtube, som jeg var glad for at se. Jeg har flere gange brugt lydværket General Bussig i forbindelse med skriveundervisningen på Testrup. Med dette klip bliver sammenhængen mellem lyd og konkretistiske manøvrer, eksercitsen af figuren eller bogstavet, på arket tydeligere, det vil jeg vise eleverne næste gang, jeg skal præsentere noget om audiopoesi.
Jeg faldt også over en fin oplæsning af Joar Tiberg på Expressens netavis, han læser op af Tung trafik och lilla vägen, han sidder og blader tilfældigt i bogen, sidder og sampler live.
For syv år siden hørte jeg Joar læse op i køkkenet på Biskops Arnö. Han læste bogstaver op med den heftigste energi, det var så råt, det er en af det bedste oplæsninger, jeg har hørt.
Der er noget noia-agtigt, afsindigt og anti-voldsideologigisk over Hodells og Tibergs universer, opdager jeg nu, hvor jeg sidder og skriver dette. Jeg forsøger ikke at lave en plat forbindelse mellem utilpasheden i huset her den første aften og de tekster, jeg har siddet og hørt i dag. Nu irriterer det mig, at jeg sidder og producerer paranoiatematik, det var ikke det, der var meningen. Her er et link til Joar Tibergs oplæsning, så kan hans tekst stå for sig selv.

torsdag den 19. september 2013

Nu har vi to huse med havedamme. En lille havedam med gitter over i kolonihaven i Aarhus. En stor havedam med bregner og buske omkring ved huset i Norge.
En elv foran haven ved huset i Norge. Løber den? Bruser den? Hele dagen kan vi høre elven, elvens brusende lyd. Lyden af vand, der fosser.
Vi bor et sted i Norge, der hedder Foss. Foss i Vallset i Stange Kommune.
Vi har fået fjernsyn, ungerne elsker at se Disney Junior.
Lyden af fossende vand blander sig med lyden af vinden i granerne omkring huset, det er en tæt og smuk støj, en konstant støj. Vinden skruer op og ned for lydniveauet, biler på vejen, naboen sliber et eller andet. Saver brænde til vinteren.
Naboens søn skruer på sin bil, kører gruset i indkørslen op på sin tunede crosser. Nogle huse væk øver et metalband, repeterer riff, forsangeren growler, trommerne er ikke tight.
Pt. drikker vi ikke vandet fra den nye boring, det smager af salt, selters, det er for rigt på mineraler, gråt, sætter mærker på opvasken, når den sættes til tørre på viskestykket på køkkenbordet og i stativet. Vandet er for hårdt til, at vi kan lave kaffe, det vil ødelægge kaffemaskinen og vaskemaskinen. Vi henter vand og vasker tøj hos mine svigerforældre, som bor i nærheden. Drikkevandet står i en dunk og halvanden liters flasker i køkkenet.
Vi skal vænne os til at sortere affald. Plast, metal, papir og pap for sig. Vi vasker konserves af, skyller plastemballage, stiller det i poser i skabet under vasken. Det står der og lugter, hvis vi glemmer at bære det ud i udhuset. Madaffald smider vi ud bag drivhuset, dyrene og fuglene kommer og spiser af vores rester. Den store pose med brugte bleer står og stinker i udhuset.
Jeg hører River of Orchids af XTC og skyper med mine elever i køkkenet. I fjorten dage har vi været uden net, nu er vi koblet op med en god forbindelse.
Jeg sidder i køkkenet og følger med i nyheder, skriver med folk, taler med folk.
Elmer og Polly leger i børnehaven i Stange, de er faldet godt til.
Elin er indspillingsleder på en Verdi-opsætning på Ringsaker Operaen i Brummunddal, hun har travlt, har lange dage på arbejde, uregelmæssige arbejdstider.

onsdag den 4. juli 2012

torsdag den 28. juni 2012

Tag og læs! – Litteraturen og det onde (januar 2013, Testrup)

(Brochurer er i trykken, og tilmelding via testrup.dk kommer op snarest)


Tag og læs! – Litteraturen og det onde
6. – 12. januar 2013
Litteraturseminar på Testrup Højskole

I et tv-interview fra 1958 om sin bog La littérature et le mal konstaterer den franske forfatter og tænker Georges Bataille, at litteraturen og det onde er uadskillelige. Hvis en bog holder sig fra det onde, bliver den straks kedelig. Litteraturen har med kvaler, pine, smerte at gøre, den sætter læseren i en anspændt situation, som er alt andet end kedelig, den er destruktiv og farlig, men det er vigtigt, at vi konfronterer den fare, og litterære værker kan være med til at advare os mod, hvor uhyggelig og grufuld den menneskelige natur kan være.
Også forfattergerningen har i følge Bataille med det onde at gøre. At skrive er modsætningen til at arbejde. Forfatteren påtager sig skyld ved at trække sig fra samfundets almindelige aktiviteter. At skrive rummer en barnlig trods mod eller ulydighed over for den etablerede orden, og også i den forstand er litteraturen uansvarlig og farlig. Men grundlæggende kan man ikke forstå litteratur, mener Bataille, hvis ikke man kan møde den fra et barns perspektiv. Det samme gælder for erotikken – som Bataille har skrevet et hovedværk om – erotisk lyst og fascination ligner barnets lyst til at deltage i en forbudt leg. Litteraturen vil overskride det gode. Den, der skriver, stiller sig over på det ondes side.

Tag og læs! skal denne gang handle om litteraturens forhold til det onde, og seminarets foredrag vil kredse om emnet. Hvad er det onde? Hvordan fremtræder det, hvordan forstår og udpeger vi det onde? Hvordan skildrer litteraturen det onde, kan den hjælpe os til at konfrontere det?

Desuden skal vi som altid stille skarpt på bogsæsonen og tale om de bedste bøger fra 2012, og vi skal høre oplæsninger, koncerter og paneldiskussioner. Kurset afsluttes festligt med uddelingen af Montanas Litteraturpris på kr. 100.000.

Montanas Litteraturpris
Montanas Litteraturpris gives hvert år til et dansk værk, som inden for sin genre er fornyende, eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde. Prisen er sponsoreret af Montana Møbler A/S og er på 100.000 kroner. Prisen kan gives til skønlitterære udgivelser, essaysamlinger, fagbøger og biografier.
Testrup Højskole og Dagbladet Information nominerer i efteråret seks værker fra 2012. De nominerede værker præsenteres i Dagbladet Information. En dommerkomite bestående af forfattere og kritikere udpeger prismodtageren, og prisoverrækkelsen finder sted i forbindelse med seminaret Tag og læs! på Testrup Højskole.

Kursusledere
Christian Dorph, forfatter og højskolelærer
Mads Eslund, forfatter og højskolelærer

*

Foredrag
Lars Bukdahl, forfatter, kritiker og redaktør
Bogsæsonen 2012

Per Aage Brandt, forfatter og professor
Gør det onde ondt? – Om Georges Batailles La littérature et le mal – G.B.s eksempler og tolkninger

Karl Ove Knausgård, forfatter
Litteraturen og det onde

Lilian Munk Rösing, kritiker og lektor
Det misantrope blik

Thomas Grene Helsted, mag.art.
Om det ondes sted fra Dostojevskij til Jokeren, fra Batman til Breivik

Uffe Hansen, professor
"Det Onde" eller bare "Det såkaldt onde"? Om bortforklaringer

Anne Jerslev, professor
David Lynch og det onde

Olga Ravn, forfatter, og Mette Moestrup, forfatter
Hekseseance

Kritikerpaneler
Erik Skyum-Nielsen
Lilian Munk Rösing
Tue Andersen Nexø
Elisabeth Friis
Thomas Thurah
René Jean Jensen
Kamilla Löfström
Lars Bukdahl

Oplæsninger
Christina Hesselholdt
Harald Voetmann
Preben Major Sørensen
Christina Hagen
Hans Otto Jørgensen
Mette Moestrup
Anders Abildgaard
Jenny Tunedal

Koncerter
Morten Okbo/Christian Dorph + Nye Rør

torsdag den 12. april 2012

Klumme i Højskolebladet

Jeg er blevet spurgt, om jeg vil skrive korte klummer i Højskolebladet. Jeg skal vist skrive en i hvert andet nummer (bladet udkommer en gang om måneden). Første klumme med min signatur er i apriludgaven, som du kan læse her (klummen står på side 27).

torsdag den 2. februar 2012

Paper fra Forfatterskole – et nordisk seminar


For godt en uge siden afvikledes seminaret Forfatterskole – et nordisk seminar på Testrup Højskole, seminaret var arrangeret af Testrup og Forfatterskolen og blev besøgt af et ret bredt udvalg af repræsentanter fra skriveskoler i Norden + en lille håndfuld almindeligt litteraturinteresserede. En masse spændende indlæg blevet leveret og en masse intense og også kantede diskussioner opstod. Det er vist meningen, at der kommer en bog eller udgivelse ud af seminaret, alle indlæg, papers og keynotes er blevet optaget, det samme er oplæsningerne og panelsamtalerne. Her er mit paper, som blev leveret på seminarets første dag, det handler om mine erfaringer med skriveundervisningen på Testrup Højskoles skrivelinje:


Vi følger dem tæt. Vi må være en slags mentorer for eleverne
af Mads Eslund, lærer på Skrivelinjen, Testrup Højskole

Det føles akavet, nærmest som at være tildelt et handicap, her at skulle karakterisere en praksis, som forholder sig til konkrete tekster, for karakteristikken, der følger, kigger på det, jeg laver ude fra, den er ikke inde i den situation, tekstlæsningen, hvor detaljerne fremstår skarpe, hvor der er en meget tydelig tekst at tale om, en meget tydelig person at tale til. Her i karakteristikken står jeg på en måde uden for min egen praksis, forsøger at kigge ind på den, men glasset er meleret, det, jeg ser, er utydeligt, der er bare konturer, der er tåget. Det føles som at skrive sine memoirer – en kedelig disciplin – udstyret med en sparsom evne til erindre. Her arbejder udsagnet uden modstand, samtalen er fraværende, sproget famler. Jeg skal sætte ord på erfaringer, som jeg kender godt, men jeg er flyttet uden for det autentiske rum, som disse erfaringer udspiller sig i. Dette særlige rum, hvor forfatter og læser mødes, og et eller andet intenst og engageret sker. Det rum er ladet med en energi, som de følgende udsagn desværre mangler.

Men altså: Skrivelinjen på Testrup Højskole blev etableret i efteråret 1998 og har siden oprettelsen været et særdeles velbesøgt linjefag på højskolen. Der undervises tre formiddage om ugen (tolv lektioner) plus i tre fulde projektuger i semestre på enten 21 eller sytten uger, derudover har eleverne andre højskolefag, Skrivelinjen fylder ca. halvdelen af skema. Der er typisk 20-25 elever på Skrivelinjen, og undervisningen varetages af to eller tre lærere, som for de flestes vedkommende også er forfattere. Eleverne vælger sig ind på forløb af to eller tre ugers varighed, der kører to eller tre forløb samtidig, og disse forløb ledes hver af en underviser, som kan fokusere på en genre, en skrivemåde, et forfatterskab eller en tematik – det kunne være fx ”vrede stemmer”, ”sygdom og skavanker”, ”idyller”, ”drømmelogik” eller ”idiotiske fortællepositioner”. De gennemgående lærere har været Christian Dorph og mig, men Hans Otto Jørgensen, Ina Merete Schmidt og Kristian Bang Foss har også været en del inde over undervisningen i løbet af årene. Dertil kommer en masse gæstelærere, som det er for omfattende at liste op her.

Skrivelinjen er oprettet med udgangspunkt i vores erfaringer som elever på Forfatterskolen i København, Christian Dorph var elev på Forfatterskolen under Poul Borum fra 1988-90, jeg var elev på Forfatterskolen fra 2001-03 under Niels Frank og Hans Otto Jørgensen. Tilgangen til kritik, måden at tale om litteratur på, og forløbet af tekstlæsningerne på Skrivelinjen trækker på erfaringer, vi har gjort der. Det skal jeg vende kort tilbage til. Vi har stadig en god tilknytning til Forfatterskolen, og mange tidligere skrivelinjeelever er havnet på Forfatterskolen i København.

En væsentlig forskel fra Forfatterskolen er niveauet af elevernes skriftlige formåen. Skrivelinjen er et linjefag på en dansk folkehøjskole, der er ingen adgangskriterier for at søge Skrivelinjen, hvis man har lyst til at skrive eller er nysgerrig på at skrive, kan man join the club. De fleste elever er relativt forudsætningsløse, når de begynder hos os, kun en lille del af eleverne har ambitioner om at blive forfattere eller at skrive professionelt.

Vi tror ikke, man kan lære at skrive eller blive forfatter på en skole. Det kræver først og fremmest personlig vilje og mod og talent, og der er ingen ensartede regler eller tricks, man kan lære. Men gennem højt kvalificeret og konstruktiv kritik, kan du blive bedre til at vurdere, hvad der er godt og skidt, når du skal finde din egen måde at skrive på.

Sådan lyder en credoagtig brochuretekst om Skrivelinjen på Testrup Højskole, det tror vi på, det er udgangspunktet for den undervisning, vi tilbyder eleverne. Vi kan ikke producere forfattere, man bliver ikke nødvendigvis god til at skrive, fordi man har modtaget undervisning i at skrive. Først og fremmest er vi skeptiske over for stive regler – hvis man gør sådan eller sådan, bliver teksten god, eller man må ikke gøre sådan og sådan – den type regler er rigide og klodsede og umulige at arbejde med. De er netop regler, som kan modbevises, anfægtes. En anden elev på skriveholdet kan til hver en tid skrive en tekst, som maner en opstillet regel til jorden.

At skrive litteratur er god gammeldags learning by doing, det lyder floskuløst, men sådan tror jeg alligevel, det er. Man lærer af sine fejl og af sine succeser. Man må igennem det dårlige, slappe, naive, unuancerede og klichefyldte for at blive særlig og stærk i sin egen stil. For at bliv rig. Man må tumle, før man finder sit stof og evner at forløse det på en kunstnerisk interessant måde. De fleste må tumle, næsten alle har lavet skriftligt lort, tror jeg. Der findes selvfølgelig semigeniale elever, som bare har talent, en slags skrivenatur, og disse elever laver næsten konstant overrumplende og originale tekststykker.

På Skrivelinjen er undervisningen båret af to søjler: skriveøvelser og kritik eller tekstlæsning. Jeg vil formulere det sådan, at vi er nødt til at give eleverne skriveøvelser, for at vi kan læse noget, der er kvalificeret som litteratur. Og for at eleverne får en praksis simpelthen. Skriveøvelserne giver eleverne nogle rammer at skrive inden for, de giver dem en frisættende begrænsning. Uden skriveøvelser har mange af vores elever svært ved at strukturere tekst, praksis giver ikke sig selv, når man ikke er trænet i at skrive, eller når man måske ikke kan overskue et stof. Hvis man ikke kan forløse stof, er den jo gal, det problem er en væsentlig opgave for en skriveunderviser, mener jeg: Hvordan forløser man stof, hvordan kan man hjælpe eleven til at opdage, anerkende og forløse et stof? Eller sagt på en anden måde – for der vil man jo gerne hen – hvordan kommer man ud over skriveøvelsen og hen til der, hvor eleven bare skriver af sig selv?

Jeg tror, vi har et slags had/kærlighedsagtigt forhold til skriveøvelser. De kan være vigtige redskaber til at sætte elever i gang med at skrive, de opstiller deadlines, noget skal afleveres, og øvelserne tager en masse prætentioner ud af skrivearbejdet, prætentioner, som kan være blokerende for både skrift og samtale om skrift. Det er OK at aflevere noget, som bare er et forsøg, når man har afleveret en tekst på baggrund af en øvelse. Måske bliver besvarelsen interessant, og givetvis lærer man et eller andet, fordi skriveøvelsen illustrerer et litterært problem: fx grotesk udartning af det realistiske, hvor man som oplæg til øvelsen læser og diskuterer beskrivelsen af den bizarre hue på side 2 i Flauberts Madame Bovary, og derefter forsøger man sig selv med en sammensat beskrivelsesstrategi eller overdrevet zoomfunktion lokalt i en ellers jævnt realistisk prosatekst. Andre øvelser kan være mere spontane og automatskriftagtige med henblik på at fræse stof op. En klassiker, vi ofte bruger, er malerpoeten Joe Brainards I remember-motor, som vi simpelthen kopierer eller genstarter. Vi beder eleverne om at skrive sætninger, som begynder med ”Jeg kan huske …” hvert halve minut i fx ti minutter. En sådan hurtigskrivningsøvelse sætter hovedet i gang, fingrene på arbejde, hurtigskriften tilbyder ofte historier og beskrivelser, som er lige til at gå videre med og uddybe. Øvelserne kan altså ideelt åbne op, tilbyde muligheder for skrift, men problemet – og det bliver man i længden træt af som skriveunderviser – er mange gange, at besvarelser af skriveøvelser lige præcis er besvarelser af skriveøvelser. Der er en vis forudsigelighed, når man læser skriveøvelsesbesvarelser, teksterne skrevet i forlængelse af øvelser kan få opgaveløsningspræg, og det er kedeligt at læse og rette stile. Hvis ikke eleven kommer ud over de lokale øvelsesrum og trækker erfaringerne fra øvelserne videre ind i en mere personlig praksis, hvis ikke øvelserne efterhånden omsættes til egen skrift i længere forløb, bliver det klaustrofobisk og litterært ligegyldigt at arbejde med øvelser. Øvelser er startpakker, men man skal videre. Den lovligt dygtige eller fähige skrivekursist findes desværre, ham eller hende, som er et jern til at besvare skriveøvelser, men som ikke kommer videre end det. Det kan ikke være meningen, at man kun kan skrive i det beskyttede værksted, man må videre end skolestilen. Videre end at ville tilfredsstille læreren, man må have egne og større ambitioner.

Ideelt er samtalen om tekster, kritik eller tekstlæsning, det, som sender eleven videre med tekstarbejdet. Hvis en samtale om en interessant tekst er inspireret og skarp, er skriveøvelser ikke nødvendige for at få eleven til at skrive. Så bør anfægtelser og opmuntringer i samtalen om en igangværende tekst eller et tekstforløb være nok til at fortsætte elevens praksis.

På Skrivelinjen opererer vi med to former for tekstlæsninger, begge oftest prima vista-læsninger, undtagelsesvis forbereder vi os på kritik. Prima vista-læsningen har en spontanitet, vi kan lide, den uforberedte samtale om en tekst har mere energi, synes jeg, end den forberedte kritik, som bliver mindre samtalepræget og mere doceret. Ved manuskriptlæsninger læser vi på forhånd, selvfølgelig, og på det seneste, af og til, stadig sjældent, er vi begyndt at uddelegere læsningerne til eleverne, således at tekster udleveres et par dage før gennemgang, og så er det elever, der frivilligt har meldt sig som in charge-læsere, der indleder kritikken – dette for at få eleverne mere aktivt ind i læsningerne af hinandens tekster og for at få undervisningen til at være mindre ex catedra-præget.

Anyway, to former for kritik praktiseres på Skrivelinjen: kritik i plenum, tekstgennemgange på holdene, og så det, vi lidt fjollet kalder Doktor tekst, individuel vejledning med læreren, konsultation, om man vil. Plenumlæsningerne er der, hvor eleverne hører hinandens tekster, der, hvor de kan se de andres stil og tilgang, der, hvor de kan følge de andres strategier, og der, hvor de kan give hinanden kritik og tage imod læsninger fra de andre. Det er typisk i plenum, at eleverne føler sig blottede, og der er desværre en tendens på nogle hold til, at man foretrækker den individuelle vejledning frem for læsningen i fællesskab. Det er utilfredsstillende, synes jeg, når undervisningen bliver for individualiseret. Blufærdighed i forhold til tekst er forståelig, men det er kedeligt, hvis der opstår tendenser til, at man trækker sig fra den fælles læsning. Hvis man melder sig ud af og ikke vil deltage i læsningerne af de andres tekster. Man kan selvfølgelig have lyst til at gemme sig, hvis man er gået skrivekold i en periode, men strudsestilen får næppe én ud af blokaden.

En anden grund til, at mange elever foretrækker den individuelle vejledning er givetvis, at det er muligt at gå meget mere grundigt til værks i det, vi kalder Doktor tekst-læsningen. I plenum møder vi altid en tidsbegrænsning, hvis alles tekster skal læses, er der sparsom tid til hver enkelt tekst, og det bliver derfor ofte kun det mest principielle, man kan nå at diskutere. I ”konsultationen” er der mere tid, og der er det muligt at gå mere nuanceret ned i teksten. Ofte foregår Doktor tekst også uden for undervisningens tolv lektioner, vi bor på og i nærheden af højskolen og kan tilbyde kritik, når der er brug for den, på vagtaftener, i weekender, når som helst det kan lade sig gøre faktisk.

Doktor tekst er, når det fungerer ideelt, en engageret og alvorlig, men alligevel uhøjtidelig samtale om elevens tekst. Det er et møde mellem mig som lærer og eleven med elevens tekst som diskussionsemne. Der skal være tillid og saglighed i sådan et møde, men der skal også være personlighed, synes jeg. Det kan godt være, det er teksten, vi skal snakke om, i udgangspunktet, men samtalen bliver gerne andet og mere end en teknisk gennemgang og analyse af teksten. Fx er vi ikke bange for at være meddigtende i en læsning på Skrivelinjen, det forestiller jeg mig, kunne være dubiøst eller forbudt andre steder – at underviseren (eller de andre elever for den sags skyld) går ind og nærmest præger en teksts udvikling, går med ind i skabelsen af teksten, i digtningen så at sige. Men det kan jo ske og sker hele tiden, at eleven kører fast, at eleven vil være for hurtigt færdig med en tekst, at eleven har tendens til at lukke muligheder ned. Når det sker, mener jeg, det er min læreropgave at åbne teksten igen, at pege på muligheder, der kunne være for, at en tekst bliver længere, mere ambitiøs. Fx kan jeg foreslå, at flere karakterer indføres i en tekst, eller at dialog skrives ind for at bryde tætte, ufrivilligt kedelige beskrivelser. Hvis jeg kan få en elev til at blive hooked på ideen om at skrive en suite digte i stedet for at ”pakke” et enkelt digt klodset med en masse tilsyneladende virtuositeter, hvis jeg kan få en elev til et se meningen i et brede teksten ud, dvs. få eleven til at opdage og anerkende, at det, som han eller hun er i gang med, faktisk rummer et større stof, end han eller hun til at begynde med troede, så er jeg glad for min undervisning. Det er der, jeg føler, at skriveundervisningen giver mening, der, hvor en elev pludselig får øjnene op for muligheder og tør tage fat på et stof, som måske virker stort og heftigt, men alligevel måske er muligt at arbejde med against all odds. Det rykker der, hvor eleven viser sig meget bedre end forventet – af sig selv og mig.

Dette rører ved noget vigtigt. Det er ikke udelukkende interessant at undervise gode eller velskrivende elever eller sagt på en anden måde: Den gode skriveelev er ikke nødvendigvis hende eller ham, som skriver pissegodt. Den forudsigeligt gode elev er selvfølgelig fin at have, men gudskelov giver det også mening at undervise den tilsyneladende dårligt skrivende elev. Jeg er trods alt stadig glad for mit arbejde, selvom jeg, bevares, har læst mange dårlige tekster, virkelig mange. Men, og det vil jeg gerne understrege, en elevs oplagte talent er ikke en forudsætning for at jeg kan engagere mig i en tekst. Jeg har oplevet, hvad jeg troede var middelmådigt skrivende elever overraske sig selv og mig fuldstændig, pludselig har er en elev ramt et eller andet originalt og personligt, og vedkommende har så fået færten af litteratur simpelthen, og på få måneder flytter sådan en elev sig så helt vildt langt. Der opstår noget som man kunne kalde en kræsenhed, en smag, sågar en slags stil, hvis vi er heldige. Det er fedt, at se sådan en elev give den gas, det er en tilfredsstillelse langt ud over det faglige, man oplever hos sådan en person. Man kan sige at jeg underviser med et fag, ligeså meget som jeg underviser i et fag – det vil min chef, højskoleforstanderen, være glad for, at jeg siger.

Udpegning af strukturelle problemer i tekster, manglende præcision i formuleringer, overdrevet stemmejovialitet, de evindelige fortælleplan-forfatter problematikker (mikrofonen, der kommer ned i billedet), belastede udtryk, fraser, alt det der negative, som man kan anholde, og som man bruger virkelig meget tid på at anholde, virker som kedelige redaktørpedanterier ved siden af den kreative sparring – ja, lad mig kalde det det, selvom det lyder firmafælt og human ressources-gustent – som vi kan tilbyde eleverne. Vi kender jo gamet og mere trænede, end de er, hvorfor skulle vi ikke involvere os kreativt i deres tekster. Det er jo ikke sådan, at vi tager teksten fra dem. Copyright er stadig deres.

Den her kreative sparring var ikke noget, man brugte på Forfatterskolen, da jeg gik der i starten af nullerne, og det tror jeg stadig ikke, man bruger der. På den måde går vi anderledes til læsningerne på Testrup, og det skal selvfølgelig ses i lyset af, at vores elever er langt mindre flyvefærdige end eleverne på Forfatterskolen, vores elever har brug for at prøve en masse ting af, de har brug for at skrive en masse, der skal fyres op under praksis hos os, og eleverne skal gerne læses flere gange om ugen. Vi følger dem tæt. Vi må være en slags mentorer for eleverne.

Vi følger dem så tæt, at det vel nærmest kan ligne terapi i læsningerne nogle gange. Og så alligevel er det jo ikke terapi i den væmmelige form, som man er bange for, det er jo ikke sådan, at vi sidder og regner eleven ud, at vi sidder og gennemlyser eleverne og beder dem leve et andet liv. Men terapi kan det vel kaldes i den forstand, at tekstlæsningen ikke bare er læsningen af den tekst, eleven har med, men også i høj grad, er en samtale med den elev, og en samtale, der berører forudsætninger for, hvorfor teksten er, som den nu er. Jeg kan fx godt efterlyse et ”stærkere” jeg i en tekst, vel vidende at den elev, jeg sidder med, måske netop har et problem med sit ”svage” jeg sådan rent personligt/privat. Jeg kan anfægte en teksts jovialitet, selvom eller måske netop fordi en given elev er frygtelig jovial, altså der kan være temperamenter hos eleven, som smitter kedeligt af i tekster, eller sagt sådan her: som måske fungerer godt i elevens sociale liv, men som ved gud ikke fungerer særlig godt i en tekst, efter en litterær målestok.

Jeg kan ikke komme med en opskrift på, hvordan man sondrer mellem læsning af teksten selv – hvis altså teksten selv findes, jeg er skeptisk der – og så det, der præger læsningen af teksten, alt det, man kunne kalde biografi, smag, forkærligheder, temperament, attitude, god eller dårlig dag, diskurser uden om teksten, som præger læsningen af teksten. En sådan diskurs kan også nogle gange være hensyntagen til en elev, silkehandsker, hvis man fornemmer, at en elev er skrøbelig, er der ingen grund til at gå slemt til stålet, at være hård og primært negativ i sin læsning, så må man vel lede efter positive ting, opmuntre, uden selvfølgelig at give køb på en vis professionalisme. Tekstlæsninger må aldrig blive trøsterunder, men omvendt hjælper det heller ikke at tale til en elev et sted, hvor denne elev ikke kan være. Man må finde det sted, hvor eleven er. Og derfra opbygge tillid og et fælles sprog, så læsningerne bliver mere og mere tekstnære.

Det, vi har taget med fra Forfatterskolen, det, jeg sagde, jeg ville vende tilbage til, er: Vi vil gerne hævde en bramfri og ligefrem tilgang til litteraturlæsning, en seriøs men uhøjtidelig tilgang til litteraturen, alt kan diskuteres, alt kan anfægtes. Eleven betragter vi som en reelt skrivende, vi lader, som om eleverne er forfattere, more or less, eleverne skal have følelsen af at være specielle, særlige, talentfulde. På Forfatterskolen fik vi følelsen af at være forfattere, selvom de færreste af os endnu havde udgivet, den følelse og den måde at blive set og læst på var befordrende og boostende, det var vildt og elektrisk, i bakspejlet kan det muligvis virke latterligt og oppustet, forfattermytologiserende ligefrem, men skide være med det, i situationen, mens vi var i gang med at blive bedre til at skrive, mens vi var unge og glubske og videbegærlige, var det en fed feeling at have – følelsen af at være væsentlig, vigtig, et vigtigt sted. Vi engagerer os heftigt og begejstret og forventer, at eleverne gør det samme.

Tak for opmærksomheden!

fredag den 25. november 2011

Indstillingerne til Montanas Litteraturpris 2011

I dag er det blevet offentliggjort, hvilke bøger Testrup Højskole og Dagbladet Information nominerer til Montanas Litteraturpris 2011. Nomineringerne præsenteres i Bøger, Informations bogtillæg.

En indstillingskomite bestående af Lilian Munk Rösing og Peter Nielsen fra Information og Christian Dorph og undertegnede fra Testrup Højskole har udvalgt seks bøger fra 2011, og et dommerpanel bestående af Erik Skyum-Nielsen, Thomas Thurah, Kamilla Löfström, René Jean Jensen og Elisabeth Friis udpeger senere prismodtageren, som afsløres ved en festlig prisoverrækkelse på Testrup Højskole i forbindelse med litteraturseminaret Tag og læs! – Vrede og anfægtede stemmer i litteraturen fredag den 13. januar 2012.

Montanas Litteraturpris gives hvert år til et dansk værk, som inden for sin genre er fornyende eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde. Prisen er sponsoreret af Montana Møbler A/S og er på 100.000 kroner. Prisen kan gives til skønlitterære udgivelser, essaysamlinger, fagbøger og biografier og er indstiftet af Testrup Højskole og Dagbladet Information i 2006. De foreløbige modtagere af prisen er:

2006: Mette Moestrup, kingsize
2007: Peter Øvig Knudsen: Blekingegadebanden 1+2
2008: Niels Frank, Små guder
2009: Lars Skinnebach: Enhver betydning er også en mislyd
2010: Pia Juul, Radioteatret

Nomineringerne i Information i dag er motiveret med seks indstillingstekster skrevet af indstillingskomiteen.

Aarhus Kommunes Biblioteker følger op på nomineringerne i Information med trykte flyers, en plakat og en litteraturliste, der præsenterer de nominerede forfatteres bibliografier. I december vil de nominerede bøger desuden være udstillet på biblioteker i Aarhus. Spørg til bibliotekernes trykte materiale om Montanas Litteraturpris på dit lokale bibliotek i Aarhus-området.

Her følger indstillingskomiteens tekster fra dagens Information. Christian Dorph og Lilian Munk Rösing er krediteret for teksterne i avisen, men jeg er også to blame:


Helle Helle
Dette burde skrives i nutid

af Lilian Munk Rösing

I sin seneste roman viser Helle Helle sig endnu en gang som en mester i at transskribere mundtligheden og gøre os opmærksom på, hvad det egentlig er for nogle absurde ting, vi går rundt og siger – ting, som ikke giver megen grammatisk eller semantisk mening, men fungerer rent pragmatisk. ”Var det engelsk vel til i morgen?” spørger eksempelvis en elev sin lærer i S-toget – og den sætning bliver man nødt til at sige højt for sig selv mange gange, før man forstår, at den er helt mundret. Men romanen er langt mere end finurlig sprogbotanik. Den er en beretning om stor ensomhed.
Romanens jeg-fortæller Dorte beretter om dengang i 80erne, hvor hun boede ved Glumsø station og tog toget ind til København for at studere litteraturvidenskab, men sjældent kom længere end til det nyopførte indkøbscenter Scala. Jeg-personens ensomhed gennemlyser skildringen af søvnige dage og søvnløse nætter i den sjællandske provins. Og ensomme og formålsløse vandreture i det mest provinsielle København. Og mængder af tørkager (hindbærsnitter, honningbomber, napoleonshatte), der indkøbes hos bageren og fortæres.
Lige så ensom er Dortes faster og navnesøster, der har en smørrebrødsforretning i Slagelse og bestandigt er inde i et nyt parforhold, som også vil gå i stykker. I vanlig Helle Helle-stil siger de to Dorter meget lidt og alligevel alt til hinanden: ”Jeg har helt glemt at spørge, hvordan det går med Hardy, sagde jeg. – Nå, men det går fint nok, sagde hun. Så gik det alligevel ikke.”
Helle Helle skriver bevægende om Dorte og Dorte. Som sædvanlig i forfatterskabet er det ordknappe venindeforhold ikke nødvendigvis et billede på fortrængning og berøringsangst, men snarere på, at meget mellem mennesker udspiller sig hinsides verbalsproget. Helle Helle er den, der kan lade sin ene Dorte tilbyde den anden at ”ordne hendes tæer” på en måde, så det på én gang emmer af skønhedssalon i Slagelse og af bibelsk barmhjertighedsgerning.
Håbet i romanen træder ind i skikkelse af studiekammerat og digterspire Hase, der bliver gesandt for den digtning, som i Helle Helles eget liv blev en fremtidsåbning, ligesom den i romanens slutning ser ud til at blive det for Dorte.
Det siges, at seriøs hurtiglæsning fortrænger enhver affektiv reaktion under læsningens forløb, men at affekterne så passerer revy i læserens sind efter endt læsning: Man ser op fra teksten og er pludselig ked af det, glad, sur, sitrende, eller hvad det nu måtte være. Med sin ordknappe skrivestil bevirker Helle Helle en lignende læseoplevelse. Man ser op fra denne roman og er dybt berørt.

*

Bjørn Rasmussen
Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet

af Christian Dorph og Mads Eslund

Bjørn Rasmussens romandebut Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet er heftig og medrivende læsning. Historien er halvt om halvt selvbiografisk, men eksploderer og udarter i fiktive og sprogligt rablende excesser og tableauer. Den centrale og genkommende scene i bogen er romanfiguren Bjørns møde som voksen med sin gamle ridelærer og elsker, som han havde et passioneret SM-forhold til som 15-årig; en både lyst- og hadefuld besættelse, som forfølger ham op i voksenlivet. Dette gensyn sender os mange år senere tilbage til opvæksten på en rideskole i Lemvig i en hørm af heste og landlig overklasse med en neurotisk forstyrret mor, foruroligende normale brødre, jagtselskaber og dyre racehunde. En lille håndfuld fotografier danner en slags spejlingsakse i bogen og forstærker den grelle kontrast mellem virkelighed og fiktion, som er bogens særkende. Fortællingen falder i scener og indfald og er delvist fremadskridende i tid, men uden plot eller vanlig narration.
Rasmussens prosa er en vild skrift, sætning for sætning overrumplende. Stemmen er hysterisk og rå, selvhadende og rablende, men de voldsomme erfaringer skrives også frem med fint følt elegance og ømhed mange steder, aggressionen komplementeres af en nærmest bevægende indlevelse, fx i fascinationen af den begærede ridelærer under en skovtur med badescene.
Rideskolen, hvor teenageren Bjørn vokser op og gør sig sine første seksuelle erfaringer, er en skole for kontrol af kroppe, hestene plejes og dresseres af skolens elever og instruktører, og ridelæreren behandler Bjørn som en hest, han vil dressere teenagedrengen. I mødet med ridelæreren får Bjørn afløb for sit begær, samtidig udleveres han til mandens dominans og luner.
Bjørns seksualitet bliver en frigørelse fra Onkel Lemvig, provinsens totalitære normalitet, dens besvær med og foragt over for det afvigende anderledes. Men samtidig sælger han sig til djævelen, a.k.a. ridelæreren, og gør sig til en slave af sin lyst. Han bliver til krop, til genstand og effekt for et andet menneskes begær. Identiteten defineres eller afgrænses af huden – og så har vi romanens titel.
I slutningen af bogen træder forfatteren ud af fortællingen og sender hilsner til sine litterære forbilleder, bl.a. Duras, Plath, Acker, og Hesselholdt. Rasmussen har, som han skriver ”ikke fundet på det hele selv”, men hugget fra disse forbilleder, skrevet oven på eller af efter andre fortællinger. Romanen er virkelig en roman. En smuk og rystende, fuldstændig særlig bog.

*

Lars Frost
Skønvirke

af Christian Dorph

Med Skønvirke afslutter Lars Frost sin ambitiøse romantrilogi om det danske velfærdssamfund. Vi er nået til en ikke nærmere bestemt fremtid, fint antydet, der er fx bygget nye broer, bl.a. en til Samsø, læger, politifolk og seriemordere er overvejende kvinder, alkohol er fjernet fra vin, kød erstattet af tofu og soja, og sygdomme helbredes ikke, men slettes. M.a.o. en slet skjult fremskrivning af nogle tidstypiske dårskaber, sundheds- og kropsdyrkelse, øko-feminisme etc.
Skønvirke har alle ingredienserne til en moderne femikrimi: sex, brutale drab, forstilt familieidyl – og et sprog, der er tilstræbt fladt og simpelt. Lars Frost kan skrue op og ned for sin stil og sine virkemidler og efter behag veksle mellem empati og kynisme, poesi og pastiche, høj og lav stil. Det kan virke overlegent og smart, som blær, men ironien og legen med virkemidler løsner op for den patos og smerte, der ligger i dystopien og den apokalypse, der er i historien.
I nogle korte afsnit krydsklippes mellem den ensomme rappenskralde af en kriminalassistent, Mathilde, der jagter en seriemorder og bliver suspenderet pga. sin overvægt efter en skilsmisse, Lise og hendes akademikermand Flemming, der har slemme hemmeligheder for hinanden, og Lises bror, Jens, der vender hjem fra krigen, da Spanien er faldet. Efter en familiejul på Fanø med Jens, Lise og Flemming og deres mor skifter bogen pludselig spor og retning. Den krigstraumatiserede Jens lukker og slukker femikrimien med en brandbombe og et skuddrab og forsvinder ud af landet til et udbrændt, smadret Amerika og suges op i et slæng af subsistensløse, et ’vi’, der giver fanden i alting og søger nordpå for at arbejde i Skovene med en enlig kvinde på slæb til fælles afbenyttelse. Mændene tager videre op i bjergene og beames til slut op i et rumskib af nogle aliens. Herefter bryder også sprog og syntaks sammen i en sørgmunter Joyce’sk finale: ”Skventræer. Håblinsky skventræer … TIL hurlumhejhuset med bimletårnet. Bimlende. Find røven og slå på den.”
Romanen følger det katolske rekviems dele (introitus, Kyrie, Dies irae etc.) og kan læses som en dødsmesse for manden og den vesterlandske kultur. Det er sort og kynisk og deprimerende, men der er også en ømhed at spore, både i den forstilte familiejuleidyl på Fanø, i portrættet af Mathilde og i de fortabte mænds deroute og deres frafald fra kulturen, velfærdssamfundet og verden. En sikker og overbevisende afslutning på en litterært opsigtsvækkende serie.

*

Janina Katz
Skrevet på polsk

af Lilian Munk Rösing

Janina Katz er født i Polen, men har et meget anerkendt dansk forfatterskab bag sig. For første gang har hun nu skrevet en digtsamling på polsk, men udgivet den i sin egen danske oversættelse. Det er blevet til fyrre fantastisk intense digte, som er lige så mættede med smerte og vrede som med humor og ømhed, lige så vægtige som nonchalante.
Samlingen indrammes stærkt af de to digte ”Dengang (1)” og ”Dengang (2)”, hvor det lyriske jeg skildrer sig som ”en lille Eurydike”, et barn, der er ”revet ud af helvedet” og ”sidder under et ungt æbletræ/ begloet af krigen”. Janina Katz blev som barn selv revet ud af Holocaust-helvedet, hvor hendes forældre gik til grunde, og hendes digte er skrevet fra den position, hvor man er og bliver ”begloet af krigen”. Der er ikke megen guddommelig mening i digtenes univers; vi er i en tid, hvor verden går under igen og igen (”Bag vinduet fejrer/ verdens undergang/ endnu en fødselsdag”), og hvor solen ærlig talt er temmelig træt af jorden (”Gid den gamle luder/ holdt op med at kredse om mig”).
Digtene handler om det døde (moderen, faderen, Gud), om alt det, der aldrig var (”ufødte børns ikke begravede aske”, ”mit ikke-bryllup”, ”en ikke-trykket hånd”), og de vrimler med allegorier, ofte i form af personifikationer. I en meningsforladt verden kan man ikke som den romantiske digter lade den konkrete sansning udfolde en sværm af betydninger, som peger på noget større end den selv. Næ, hvis man vil have et billede på krigen, er man henvist til skrive den med stort og lade den glo. Hvis man vil have et billede på hjertet, må man gøre det til ”en evig teenager”, der ”strejfer om i de elysiske marker.” Hvis man vil gøre et billede af verdens undergang, må man lade den fejre fødselsdag.
Allegorien er metaforens skikkelse i en verden af aske. Og der er lige så stor forekomst af ordet ”aske” i Katz’ digte som af allegori. Men asken kan hos Katz være liderlig: ”en håndfuld liderlig aske./ De sidste gnister springer frem/ med en kraft/ der er en bedre sag værdig”.
Der er aske, tab og negation i Katz’ digte. Men der er også et forjættet land. Konkret i rejsedigte fra Israel, mere flygtigt og abstrakt i de strejf af venindekvidren og kunstens skønhed og elskeres ømhed, som lyser ind i det askegrå.
I et digt ”trommer hjertets spætte kaddishbønnen ud”. Kaddishbønnen er den jødiske bøn, der på én gang er klagesang (over at de døde de døde) og lovprisning (over at de har levet). Katz’ digte kan læses som sådanne klagende lovprisninger eller lovprisende klager, både over det, der var, det, der aldrig blev, og det, der er på trods.

*

Pablo Llambías
Monte Lema

af Lilian Munk Rösing

Der er omkring 400 sonetter i Pablo Llambías’ Monte Lema, og der er, som den klassiske sonetform foreskriver, 14 vers i hver sonet og (med en vis fleksibilitet) 10-11 stavelser i hvert vers. Ingen metrik, men masser af rytme. Ingen rim, men masser af enjambementer. Teksterne er formet efter den metode, som digter-jeg’et selv benævner ”sonettering”: ”Niveau et:/ dagbog. Niveau to: fortætning. Niveau/ tre: sonettering. [...]”
Vi har altså at gøre med en fortættet dagbog i sonetform. Tematisk opdelt i tre: ”Poetik”, ”Angst”, ”Kærlighed”.
Sonetterne i ”Poetik” handler om sonetformen, om bekendelsesgenren, om Llambías’ arbejde på Forfatterskolen, om bøger, han har læst, om polemikker, han har befundet sig i. Man finder titler som ”Leonora Christina Skov er igen ude efter mig i Weekendavisen” og ”Jeg kan godt lide Tomas Espedal og Tone Hødnebø”. Det er i starten af denne del, digter-jeg’et står på toppen af det schweiziske bjerg Monte Lema en anden Jens Baggesen på spidsen af St. Gottard, men modsat Baggesen har digteren her sin uimponerede søn med og er langt fra en sublim erfaring af det guddommelige.
”Angst” handler om et jeg, der lider af angst og paranoide forestillinger om andres fjendtlighed, og om hans erfaringer med diverse psykofarmaka. Her finder man titler som ”Zombien er virkelig fremtidstræt”, ”Ved sindssygdomme” og ”Jeg skal både til psykiater og psykolog på samme dag”. Han sporer selv sin psykiske ”sygdoms” oprindelse til den nat, hvor hans søn blev født og var ved at dø.
”Kærlighed” handler om jeg’ets forhold til ”L”, en omsorgsfuld, moderlig sygeplejerske, som han både gider og ikke rigtig gider at kæreste med. Vi får billedet af et jeg, der ”lider af mangel på mangel”, der ”ikke magter at være elskende” .
I Llambías’ bog bliver alt ”sonetteret”: Ikke bare digterens egne fortættede dagbogsoptegnelser, men også citater af hans lekture, hvad enten der er tale om Deleuze, Rousseau, Kertész, en psykologisk bog om objekttilknytning, programmet fra et højskolekursus i spirituel selvudvikling, eller følgesedlerne til de psykofarmaka, hvis fremmedartede latinske navne er strøet kursiverede ud over midterdelen: ”Zyprexa, min sløvesvend”, ”Risperidon-sonetterne”.
Man bliver grebet af denne bog, man bliver grebet af formen. Der sker noget både æstetisk virkningsfuldt og tankebefordrende i mødet mellem brugsprosa og sonet, spontan bekendelse og formel tugt, grimme og poetiske ord, nulstillet sind og musikalsk frasering.

*

Hanne Højgaard Viemose
Hannah

af Mads Eslund

Hannah er titlen på Hanne Højgaard Viemoses romandebut og navnet, identiteten, som romanens jeg-fortæller Anne påtager sig, mens hun plukker bananer på en plantage i meget afsidesliggende Tully i Queensland, Australien. Anne, der som barn kaldte sig selv for Hans og blev ulykkelig, ødelagt, over at få bryster i puberteten. Hannah er et palindrom, et miks af Hans og Anne, navnet åbner sig til begge sider. Romanen og navnet Hannah skildrer Annes forhold til køn, Annes seksuelle præferencer, hun er til fyre og kaster sig godt i grams blandt mænd, men oplever kun seksuel nydelse, når hun er sammen med kvinder.
Hannah er ”En [autentisk] historie om en ung kvinde som flygterfinder sig selv sex vold og bananer”, som det fremgår drilsk og også bevidst småfjollet af en håndskrevet papirlap på romanens hjemmelavede scrapbogsagtige omslag. Hannah ligner en selvbiografisk backpackerskildring, en ungdomsroman, men dannelsesrejsen løber vild hos Viemose og ender i forvirring, forstillelser og hårdt fysisk arbejde. Der leges med forventningerne til backpackerfortællingen, og der leges med kønnet, som udfordres og anfægtes.
Det er simpelthen befriende og usædvanligt at være i selskab med en djærvt forbumlet kvindelig fortæller. Anne/Hannah er en stærk og handlekraftig person, men hun havner hele tiden i umulige situationer og forhold, ender steder, som hun ikke kan komme væk fra igen, steder, som udbytter og udnytter hende og vennerne groft. Bananplantagen i Tully er en moderne slavefabrik, alpejobbet som Serviertochtere for lumre, gamle østrigske mænd og senere jobbet som topløs bartender på et truckstop i Australiens røde outback er et par eksempler.
Det er en stor kvalitet i Hannah, at fortælleren er så lidt selvoptaget, hun er mere optaget af at beskrive sine omgivelser, vennerne, arbejdet selvfølgelig og den fantastiske natur, hun må slide i for at få penge til dagen og vejen. Naturbeskrivelserne og persontegningerne brillerer i den utroligt veloplagte og ligefremme prosa. Viemose skriver med en svimlende fart og præcision, de steder og personer, hun skriver om, bliver fuldstændig nærværende for læseren. Stilen er uprætentiøs.
Hannah er et godt bud på en moderne proletarroman. Bogen skildrer smukt arbejdspladsen, som hos fx også Lone Aburas og Kristian Bang Foss de seneste år. Men hun tager bogstaveligt talt genren et nyt sted hen, down under, og tilføjer den originalt nye aspekter med elementer fra rejsefortællingen og ungdomsromanen.

tirsdag den 22. november 2011

Kritikersalon med Bjørn og Hanne på Testrup torsdag

Hanne Højgaard Viemose og Bjørn Rasmussen læser op, og Elisabeth Friis og Tue Andersen Nexø diskuterer deres udgivelser. Hanne Højgaard Viemose er aktuel med romanen Hannah (Gyldendal). Bjørn Rasmussen er aktuel med romanen Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (Gyldendal). Det foregår på torsdag den 24. november klokken 19.30 på Testrup Højskole.

lørdag den 15. oktober 2011

Forfatterskole – et nordisk seminar (på Testrup i januar)


I forlængelse af Christian Dorphs besøg på nordiske forfatterskoler i dette forår præsenterer Testrup Højskole i samarbejde med Forfatterskolen i København:

FORFATTERSKOLE – ET NORDISK SEMINAR!
Testrup Højskole, 23. – 25. januar 2012

PROGRAM

Mandag:
15.00 Velkomst ved Pablo Llambías, rektor på Forfatterskolen i København
15.15 Ingmar Lemhagen, tidl. leder af Nordens Författarskola Biskops-Arnö, keynoteforedrag 45 min.
16.30 Mads Eslund, lærer på Testrup Højskole, paper 20 min.
17.15 Niels Frank, tidl. rektor på Forfatterskolen i København, paper 20 min.
18.00 Middag
19.00 – 22.00 Workshopdiskussioner i fire grupper, moderatorer: Arne Sundelin, Ida Linde, leder af grunduddannelsen på Biskops-Arnö, Liv Lundberg, professor på Forfatterstudiet i Tromsø, Anne Marie Donslund, lærer på Vallekilde Højskole

Tirsdag
09.00 Caroline Bergvall, norsk-fransk forfatter mv., keynoteforedrag 45 min.
10.30 Athena Farrokhzad, leder af overbygningen på Nordens Författarskola Biskops-Arnö, paper 20 min.
11.15 Tormod Haugland, lærer og tidl. leder på Skrivekunstakademiet i Bergen, paper 20 min.
12.00 Frokost
14.00 – 17.00 Hovedworkshop med tekstlæsning. Tekstlæsere: Sara Gordan, tidl. leder af overbygningen på Biskops-Arnö, Lars Skinnebach, lærer på Forfatterskolen i København og Tomas Espedal, forfatter
18.00 Middag
20.00 – 22.00 Oplæsning med Caroline Bergvall, Tomas Espedal, Lars Skinnebach, og Øyvind Rimbereid, lærer på Skrivekunstakademiet

Onsdag:
09.00 Eldrid Lunden, tidl. leder af Forfatterstudiet i Bø, keynoteforedrag 45 min.
10.30 Per Aage Brandt, tidl. lærer på Forfatterskolen i København, paper 20 min.
11.15 Gunnar D Hansson, professor på Litterär Gestaltning i Göteborg, paper 20 min.
12.00 Frokost
14.00 Afslutningspanel. Moderator: Christian Dorph. Paneldeltagere: Jeppe Brixvold, lærer på Forfatterskolen i København, Øivind Rimbereid, Skrivekunstakademiet, Eldrid Lunden, Ingmar Lemhagen
16.45 – 17.00 Afslutning ved Christian Dorph, Testrup Højskole

*

Om Forfatterskole – et nordisk seminar

Ingen skole er en skole uden en idé. Hver skole bærer på en arv, en måde at gøre tingene på, nogle mere eller mindre formulerede og/eller bevidste forudsætninger og forestillinger, som disse måder at gøre tingene hviler på.

Forfatterskole – et seminar
vil på nordisk plan afdække de forskellige skoler og kursers paradigmer, undervisningsstrategier og udpege nye muligheder for de deltagende undervisere.

Forfatterskole – et seminar
er vokset ud af vores store interesse for, hvilken Forfatterskole vi vil have i det 21. århundrede.

Forfatterskole - et seminar
vil munde ud i en publikation, der vil indeholde tekster om skriveundervisning ved de deltagende aktører.

Projektet er støttet af Nordisk Kulturfond og Kulturkontakt Nord.

*

Seminaret er åbent for et begrænset publikum. Hold øje med tilmelding til seminaret på Testrup Højskoles hjemmeside.

fredag den 14. oktober 2011

Her har jeg nedskrevet samtlige ord med kønsmarkør hørt i radioen i tilfældige (dvs. når ungerne sov!) intervaller af 15-20 minutter


Min kone, Elin, udstillede for et halvt års tid siden projektet Feministisk bøsseævl på Kvindemuseet i Aarhus og på KVINFO i Kbh. (se andetsteds her på bloggen). En uges Politiken Kultur var blevet udsat for farvelægning, blå tusch overstregede/tydeliggjorde mandlig repræsentation i avisen, rød tusch overstregede/tydeliggjorde kvindelig repræsentation. Ikke overraskende var mænd markant oftere repræsenteret i Politiken Kultur.
Elin har arbejdet videre på samme måde med farvelægning af Dagbladet Information, og lige nu – op til et forestående foredrag i Kbh. – er hun i gang med at aflytte kønnenes repræsentationer i radioen.
Vi har lige været et par dage hos mine forældre i sommerhus på Jegindø i Limfjorden, og på vej derop i onsdags og i dag på vej tilbage agerede jeg sekretær på det aflytningsprojekt (Elin førte motorkøretøj, hun kunne ikke selv skrive ned). Her har jeg nedskrevet samtlige ord med kønsmarkør hørt i radioen i tilfældige (dvs. når ungerne sov!) intervaller af 15-20 minutter. Der må være forbehold for stavefejl og små smuttere eller fejlaflytninger. Tydeligt er det, at mænd fylder en masse i disse tre intervaller, helt vildt meget faktisk, kvinder er nærmest fraværende. Jeg har en fornemmelse af, at det er sådan – at disse klip viser en tendens, men tre klip kan selvfølgelig ikke åbenbare sandheder. Nogle gange må der være en mere ligelig kønsrepræsentation, tænker jeg.
Den oplistede form giver i øvrigt aflytningsprojektet en mærkelig poetisk dimension – man får lyst til at læse listerne som digte, eller jeg gør i hvert fald, jeg får lyst til at læse listerne op, fremføre dem. Der er gentagelsesfigurer og variationer, som virker rytmiske, musikalske – ja, poetiske.
Here we go:


P1, Nyheder + Harddisken, 13.00-13.15, onsdag 12. oktober 2011

Mahmoud Khalil
FisFis
Han
Han
Han
Far
FisFis
Han
Michael Juul Eriksen
FisFis
Jørgen Steen Sørensen
Khaled Said
Khaled Said
Ham
Puk Damsgaard
Mahmoud Abbas
Anders N. Nielsen
Steve Jobs
Henrik Føns
Han
Niels Duedal
AP Møller Mærsk


P1, P1 Debat, 12.30-12.45, fredag 14. oktober 2011

Ham der
Kvinder
Vagn Bertelsen
Kvindelige
Christian Friis Bach
Christian Friis Bach
Christian Friis Bach
Christian Friis Bach
Vagn Bertelsen
Vagn Bertelsen
Christian
Christian
Christian Friis Bach
Vagn Bertelsen
Vagn Bertelsen
Christian
Ombudsmand
Christian Friis Bach
Christian Friis Bach
Vagn Bertelsen
Jan Falkendoft
Eva-Marie Møller
Mette Højbjerg
Per Juul Carlsen
Fisse
Fisse
Nicolaj Kopernikus
Anders W. Bertelsen
Troels Lyby
Ludwig Wittgenstein
Kvinde
Emiren
Mændene
Kvinderne


P3, P3Nyheder + Smag på P3, 13.00-13.20, fredag 14. oktober 2011

Andreas Hald
Mand
Manden
Formand
Hans Erik Møller
Manden
Hans Erik Møller
Carl Christian Ebbesen
Sigge Winther Nielsen
Han
Redningsmandskab
Nicholas Kawamura
Nicholas Kawamura
Delilah
Chris Brown
Han
Bad ass dude
Nicholas Kawamura
Beyonce
Boy
Mads
Bror
Ham
Han
Ham
Han
Han
Lillebror

torsdag den 22. september 2011

Stig Larsson in da house!

Anders Abildgaards oversættelse af Natta de mina har ramt min postkasse. Happiness!

tirsdag den 13. september 2011

John Maus +1

John Maus



Den hysteriske krops ejakulationer

lørdag den 3. september 2011

"PS: Postkortet er hjemmelavet"

Dennis sendte mig dette postkort forleden, og hvor blev jeg glad! Jeg får aldrig postkort længere. Og så var postkortet oven i købet hjemmelavet, det understregede D i ps. Billedet er vist fra Anblik/Ildfisken-turen til Bornholm for et par år siden. Gitteret bagved mig ligner Dennis' haveindgening hjemme i Lille Madsegade. Dennis, der er snart post på vej din vej. Tak for kortet (-:

tirsdag den 30. august 2011

tirsdag den 23. august 2011

Nasty januartematikker!


Januars Tag og Læs!-brochure er kommet fra tryk, og nu er det er også muligt at melde sig til seminaret via Testrups Højskoles hjemmeside her. Ring til højskolens kontor: 86290355, hvis du vil have tilsendt brochuren. Få brochuren med for det filosofiske seminar om krig og tænkning, det er et spændende program, de afvikler i ugen efter Tag og læs! Der er klækkelig rabat for studerende på begge kurser - et seminar koster kun 1800, det er billigt!

Her er litteraturseminarets indhold:

Tag og læs! – Vrede og anfægtede stemmer i litteraturen
8. – 14. januar 2012

Litteraturseminar på Testrup Højskole i samarbejde med Dagbladet Information

Når man læser en bog, lytter man til en stemme og opfatter et temperament, en stemning, følelser, et humør. Stemmerne i litteraturen er legio. De kan bevæge sig på grænsen til tavshed som hos Beckett eller Mallarmé, de kan være hårdkogte eller underspillede som hos Cormac McCarthy eller Raymond Carver, de kan være flimrende og associerende, Proust og Virginia Woolf til eksempel, og de kan være aristokratisk nedkølede som hos Ernst Jünger og T.S. Eliot.
Og så er der de meget vrede stemmer. De stemmer, der bliver ved med at udfordre, stemmer, der raser og skælder ud på verden, hudfletter, spidder, håner. Céline kunne man nævne, og de vrede østrigere, Elfriede Jelinek og Thomas Bernhard. August Strindberg, som gik i spåner i Paris og skrev en bog om det. Eller Imre Kertész, som kun kunne vende livet ryggen efter oplevelserne i Auschwitz.
Det er store, kraftfulde stemmer i verdenslitteraturen!
Hvad med den danske litteratur? Er der vrede og temperament der? Eller er vi for pæne og gemytlige til rigtig at kunne se os gale på nogen eller noget?
Hos Klaus Høeck finder man en politisk indignation, en politisk vrede. Det samme i en anden form hos Ursula Andkjær Olsen. Peter Laugesen har været vred og anfægtet i årevis. Knud Romer har raset og udgydt tårer i den selvbiografiske roman, Den som blinker er bange for døden. Og i Lars Skinnebachs digte er der en agitatorisk skinger stemme, der aflyser inderligheden og blæser til kamp mod global opvarmning fra det smallest mulige udgangspunkt.
Dette års Tag og læs! skal handle om vred og anfægtet litteratur, om vrede stemmer. Hvad går vreden og anfægtelsen ud på? Hvordan kommer den til udtryk? Er det blindt raseri, stort ståhej for ingenting, eller kan der være udsoning og katarsis i udgydelserne? Kan vreden være en genvej til ømhed og kærlighed?
Kan den være politisk opbyggelig?
Kan den forandre verden?
På Tag og læs! skal vi også, som vi plejer, forholde os til bogåret (2011), og kurset afsluttes med uddelingen af Montanas Litteraturpris på kr. 100.000.

Montanas Litteraturpris
Montanas Litteraturpris gives hvert år til et dansk værk, som inden for sin genre er fornyende eller som formår at fremstille virkeligheden på en ny og overraskende måde. Prisen er sponsoreret af Montana Møbler A/S og er på 100.000 kroner. Prisen kan gives til skønlitterære udgivelser, essaysamlinger, fagbøger og biografier.

Arrangørerne nominerer i fællesskab løbende i efteråret seks værker fra 2011. De nominerede værker præsenteres i Dagbladet Information. Et panel bestående af forfattere og kritikere udpeger prisvinderen, og prisoverrækkelsen finder sted i forbindelse med seminaret Tag og læs! på Testrup Højskole.

Kursusledere
Mads Eslund, forfatter og højskolelærer
Christian Dorph, forfatter og højskolelærer

*

Program
Søndag den 8. januar
Aften: Velkomst ved kursuslederne
Derefter indlæg ved Lars Bukdahl: Nedslag i bogåret 2011

Mandag den 9. januar
Formiddag: Søren R. Fauth, Østrigs vrede enfant terrible, Thomas Bernhard
Eftermiddag: Ursula Andkjær Olsen, Stemmen – det billige skidt
Aften: Sangtime

Tirsdag den 10. januar
Formiddag: Tue Andersen Nexø, At pynte sig med falske tanker, at svælge i det. Vred humor i litteraturen
Eftermiddag: Kritikerpanel om tre Montanapris-nominerede ved Erik Skyum-Nielsen, Kamilla Löfström og Tue Andersen Nexø
Aften: Oplæsning ved Kirsten Hammann, Helle Helle og Niels Frank

Onsdag den 11. januar
Formiddag: Lilian Munk Rösing, Vredens litterære kvaliteter
Eftermiddag: Claus Carstensen, Untitled Room for Zoe (Slide Return)
Aften: Koncert – TBA

Torsdag den 12. januar
Formiddag: Per Stounbjerg, Dette er en forfærdelig bog! Raseri og ubehageligheder i Strindbergs En dåres forsvarstale
Eftermiddag: Kritikerpanel om tre af de Montanapris-nominerede ved Lilian Munk Rösing, Thomas Thurah og Lars Bukdahl
Aften: Oplæsning ved Jens Smærup Sørensen og Peter Laugesen

Fredag den 13. januar
Formiddag: Kritikersalon ved René Jean Jensen og Elisabeth Friis. Om og med Olga Ravn og Lars Skinnebach
Eftermiddag: Replik ved Knud Romer
Derefter afstemning om publikumsprisen og uddeling af Montanas Litteraturpris
Aften: Festmiddag og fest

Lørdag den 14. januar
Afrejse